Superliga

HB Køges sidste amatør på vippen

I sidste sæson spillede en hel del af HB Køge-spillere i klubben som amatører. I denne sæson var der kun to amatøraftaler tilbage. Mohammad Ali har forladt klubben, og kun Adda Djeziri er tilbage.

Først da oprykningen til Superligaen var i hus fik HB Køge retten til at skrive kontrakter tilbage. Det betød, at en række af de profiler, der havde spillet i klubben på amatøraftaler indgik kontrakter med oprykkerklubben. Kun Mohammad Ali og Adda Djeziri måtte nøjes med at spille videre som amatører. Ali forlod klubben i oktober, og Djeziri har ikke spillet en Superliga-kamp siden midten af august.

Nu er spørgsmålet, om Adda Djeziri får lov at spille sæsonen færdig som professionel, eller om han må ud på markedet og lede efter en anden arbejdsgiver.

- Vi har hele tiden sagt, at Adda skal bruge det her efterår til at spille sig til en kontrakt, og da den her halvsæson ikke er gået endnu, har vi ikke truffet en beslutning. Adda svæver hele tiden lige omkring holdet, og vi sætter os ned og evaluerer hans indsats, når efteråret er slut, siger sportsdirektør Per Rud til tipsbladet.dk.

23-årige Adda Djeziri har levet en omtumlet fodboldtilværelse, siden han forlod Frem i 2007. Lejeaftaler med Glasgow Rangers og Leicester blev til en permanent kontrakt med Portsmouth, inden han kom hjem til FC Hjørring, Vejle Boldklub og siden september 2010 i HB Køge.

- Vi havde jo samme aftale med Adda i foråret, hvor hans halvsæson blev ødelagt af skader, og da vi mener, han er en dygtig spiller, valgte vi at give ham et halvt år mere til at overbevise os, siger Per Rud.

Ud over Adda Djeziris fire Superliga-kampe for HB Køge i dette efterår, har han spillet seks Superliga-kampe for Vejle Boldklub i sæsonen 2008/2009.