Superliga

Haraldsson angriber Per Bjerregaard

Brøndbys tidligere direktør Hermann Haraldsson er godt og grundigt træt af Per Bjerregaards forklaring om klubbens mange direktører.

Tidligere på ugen præsenterede Brøndby klubbens nye direktør ved Jan Lockhart, der starter i marts 2011. I forbindelse med præsentationen var bestyrelsens næstformand Benny Winther fremme med en beskyldning mod klubbens tre tidligere direktører Herman Haraldsson, Frank Buch Andersen og Ole Palmå, der i samlet flok blev omtalt som typer, der holdt lidt for meget af at være i medierne.

Per Bjerregaard følger i dag i Ekstra Bladet trop med følgende begrundelse for, at klubben har ansat og afskediget tre direktører på halvandet år.

- Jeg har spurgt mig selv om det samme. Jeg har altid interesseret mig for adfærdspsykologi. Der sker nogle gange det for folk, der kommer fra et job uden for mediernes opmærksomhed, at deres adfærd ændres markant, når de kommer i spotlyset, lyder det fra Per Bjerregaard i Ekstra Bladet.

En beskyldning som Hermann Haraldsson intet har til overs for.

- Det er ganske enkelt et udtryk for en dårlig efterrationalisering uden bid. Der er tale om nogle pressede folk, der skubber ansvaret væk fra sig selv, siger Hermann Haraldsson til tipsbladet.dk.

- Per Bjerregaard er ekspert i at finde på historier, der ikke er sande.

Læs også: Haraldsson: Brøndby fanget i 80'erne

Per Bjerregaard har i forbindelse med ansættelse af Jan Lockhart - den fjerde direktør på halvandet år - understreget, at der vil være helt frie tøjler til Lockhart, når det kommer til at drive og lede klubben.

En udmelding Hermann Haraldsson kun kan grine ad.

- Sådan en garanti har jeg skam også på skrift fra min ansættelse. Lige meget hvor du er direktør, skal der naturligvis være frie tøjler i forhold til at drive virksomheden, men det var bestemt ikke tilfældet i min tid.

- Per Bjerregaards indblanding var dengang helt ude af proportioner. Der er eksempelvis noget helt galt i en virksomhed, når en bestyrelsesformand har adgang til diverse af virksomhedens konti og benytter sig af det.

- Du har en økonomi-direktør og en revisor til at tage sig af den del af en virksomhed, men sådan fungerede tingene ikke i Brøndby, siger den tidligere direktør, der blev ansat i Brøndby marts 2008 og fyret knap 15 måneder senere.

Per Bjerregaard erkender, at bestyrelsen har haft tendens til at blande sig for meget i den daglige drift, men at de fejl i fremtiden ikke vil blive gentaget.

Læs også: Bjerregaard: Jeg stopper ikke på bunden

Her er Hermann Haraldsson ganske enig med Per Bjerregaard.

- Skal klubbens nye direktør blive en succes i Brøndby, kræver det at Per Bjerregaard, Benny Winther og resten af bestyrelsen blander sig fuldstændig uden om den daglige drift. Hvis ikke det sker, er der ingen anden grund til at tro, at den nye direktør ender som de tre tidligere tilfælde, siger Hermann Haraldsson.

Jan Lockhart starter i Brøndby i marts 2011.