Den 27-årige offensivspiller Guillermo Mollins har i mange år været en af de største profiler i Malmö FF, men nu er han på vej væk fra den svenske klub, der er ledet af Allan Kuhn. Mollins kontrakt udløber i morgen, og den vil ikke blive forlænget. De to parter har forhandlet igennem længere tid, men har ikke kunnet nå til enighed.
Derfor skal Guillermo Mollins på klubjagt, og en destination for svensk-uruguayaneren kan være Danmark. Sydsvenskan skriver, at den transferfrie Malmö-profil har et tilbud på bordet fra en dansk klub. Det forlyder imidlertid ikke, hvilken dansk klub der er tale om.
Guillermo Mollins startede sin aktive karriere i Malmö FF, og i 2011 blev han solgt videre til Anderlecht, men det blev ikke nogen succes. Det gjorde det heller ikke, da han i 2013 blev udlejet til Real Betis, og det betød, at han samme år vendte hjem til Malmö, hvor han har genfundet melodien, men også været hårdt plaget af skader. I denne sæson har han scoret tre mål for Allan Kuhns tropper.
Guillermo Mollins står noteret for seks landskampe og et mål for Sverige.