Superliga

Gilberto Macena skifter til AaB?

Rygtestrømme sender AC Horsens topscorer til Superligaens nordligste og mest pointfattige klub. AC Horsens vil gerne af med angriber.

Er Gilberto Macena manden, der skal bombe AaB op af suppedasen i foråret?

Rygtestrømme vil vide, at træner Kent Nielsen har sin tidligere brasilianske angriber fra Horsens-tiden stående højt på ønskesedlen over mulige transfers i januars marked.

AC Horsens' sportschef Jesper Hansen er ikke meget for at tale konkret om en forestående Gilberto-handel men erkender, at en mulig spillerafgang vil være fra angrebs-kæden.

- Som udgangspunkt handler det om at holde sammen på den trup, vi nu har. Men skal der ske ændringer, er det ingen hemmelighed, at vi har for mange angribere. Så muligvis ender det med, at vi tager afsked med en angriber enten ved et salg eller på en lejekontrakt, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

- Vi får Alioune Kebe tilbage efter hans skade, vi har store forventninger til Kenan Hajdarevic, Issey Nakajima-Farran gjorde det godt i efteråret, vi har Gilberto, Tonny Brochmann, Casper Johansen, Niels Lodberg. Alle spillere, der kan spille i angrebet, og samlet set er det nok for mange til at alle kan få den rette spilletid, lyder det fra sportschefen.

Direkte adspurgt om der er kontakt til AaB omkring en Gilberto-handel, siger Jesper Hansen:

- Jeg vil slet ikke kommentere på det. Men overordnet set er alle vore spillere i princippet til salg. Som oprykkerklub i Superligaen er den første sæson altid meget vigtig i kampen for at overleve, og derfor skal der også komme noget ekstraordinært, hvis det skal ende med et salg.

Gilberto Macena har været topscorer i samtlige sæsoner, han har spillet i AC Horsens, og den indeværende er ingen undtagelse. Seks scoringer er det blevet til i efteråret. Topscoreren har af flere omgange været været rygtet væk fra den østjyske klub, men i september forlængede han alligevel sin kontrakt, så den nu køber helt frem til sommeren 2014. Det betyder, at hvis AaB eller en anden klub skal hente Gilberto, skal der en del penge på bordet.

- Vi er da bestemt glade for, at vi fik forlænget kontrakten med Gilberto, siger Jesper Hansen i den sammenhæng.

Mens AC Horsens overvintrede med 24 point på en femteplads, holdt AaB jul og nytår på bundplaceringen med 16 point.