Superliga

Gerndt vil stadig væk fra Helsingborg

FCK bliver næppe Alexander Gerndts kommende arbejdsgiver, men profilen vil stadig meget gerne skifte klub.

FC København købte tirsdag den 25-årige senegaleser Pape Paté Diouf i norske Molde, og dermed blev handlen med Helsingborg om Alexander Gerndt lagt på køl.

Noget, der allerede skete for et par dage siden.

- Alexander var FCK's førstevalg, men Helsingborg ville ikke sælge. Derfor måtte de tage andetvalget, som var ham fra Molde, siger Per Jonsson, der er Gerndts agent, til det svenske nyhedsbureau TT.

- Jeg fik afklaring på det her for to dage siden. Nu bliver der ingen handel.

FC København havde flere bud på bordet, og det seneste lød på hele 17 millioner plus Peter Larsson, der er på leje fra FCK i den svenske klub.

Men ifølge agenten vil Alexander Gerndt stadig meget gerne skifte klub denne sommer.

- Alexander vil væk. Der findes bud, der er bedre end Københavns, men det skal også være en rigtig klub at skifte til. Utrecht er en klub, som har været på tapetet ganske længe. Vi får se, lige nu findes der ikke noget konkret nyt at fortælle, siger Per Jonsson.