Superliga

- Gerndt har ligheder med Allbäck

Der er masser af ros til svenske Alexander Gerndt, som FC København i øjeblikket forsøger at købe i Helsingborg.

FC Københavns interesse i den 24-årige svenske angriber Alexander Gerndt er massiv. Den danske mesterklub har budt på angriberen i Helsingborg og har angiveligt lagt mere end 17 millioner danske kroner på svenskernes bord samt en aftale omkring Peter Larsson, der i øjeblikket er lejet ud til den svenske klub. Endnu er det ikke blevet til en handel.

Den 24-årige angriber bliver fremhævet som en af Allsvenskans bedste og beskrevet som en spiller, der stadig har masser af potentiale.

Danske Ulrich Vinzents, der er højre back hos Malmø FF har et ganske godt kendskab til Alexander Gerndt og er heller ikke bange for at hive de store roser frem.

- Alexander Gerndt er vældig god til at holde i bolden og få holdet med frem, før han fordeler bolden videre. På den måde laver han vel lidt af Henkes (Henrik Larsson, red.) gamle arbejde i Helsingborg, og man kan måske også godt drage sammenligningen til Marcus Allbäck i FCK på den måde, at han kan holde fast i bolden. Allbäck var nu nok noget stærkere, men man skal ikke lade sig snyde af Gerndt. Han er en klog spiller, siger Ulrich Vinzents til Tipsbladet

LÆS OGSÅ: FCK forhøjer budet på Gerndt

- Han er også en god teknisk spiller og en klinisk afslutter både fra distancen og inde i feltet. Højrebenet er vist mest noget, han står på, men venstrebenet er godt, og hovedspillet er fornuftigt. Hans tekniske kvaliteter gør også, at han kan udfordre, så han er en ret komplet angriber og en af de bedste i Allsvenskan.

Alexander Gerndt var indtil 2010 et nærmest ukendt navn i svensk fodbold, men så fik han hul på bylden.

- Jeg havde ikke hørt om ham før, men lige pludselig begyndte han at score mål for Gefle i foråret 2010, også mod os da vi mødte dem på udebane, og han sendte en fantastisk halvflugter op i hjørnet med ydersiden af venstrefoden. Og siden har han scoret masser af mål, men sådan er det tit med angribere. Når først selvtilliden kommer, så går det stærkt.

LÆS OGSÅ: Gerndt på vej mod storhed

- Han er jo kun 24 år, så han har alderen med sig. Han har også vist, at han kan begå sig på landsholdet, så det vil være et naturligt skridt for ham at prøve sig af på en større scene, siger Ulrich Vinzents.

Alexander Gerndt har i den igangværende svenske sæson nettet seks gange.