Gaarde vil ikke afvise yderligere transfers
Illustration
Superliga

Gaarde vil ikke afvise yderligere transfers

AaB har markeret sig kraftigt på sommerens transfermarked, og der kan ske mere endnu, fastslår sportschef Allan Gaarde.

De danske mestre fra AaB har handlet godt og ikke mindst hurtigt denne sommer. Tilbage er kommet de fortabte sønner Nicklas Helenius og Thomas Enevoldsen, mens Rasmus Jönsson, der havde stor succes i klubben sidste sæson, er blevet hentet permanent i Wolfsburg. Derudover er en spændende opkomling i form af Mathias Thrane stødt til truppen fra HIK.

I den modsatte bane har Kasper Kusk vinket farvel til AaB til fordel for den hollandske storklub FC Twente.

Dermed står de danske mestre allerede nu stærkt i billedet, selv om der fortsat resterer over en måned af sommerens transfervindue, og af samme årsag vil nordjyderne ikke garantere, at man har gjort den sidste handel.

- Jeg vil sige, at vi sandsynligvis er færdige, men der er stadig godt en måned tilbage af vinduet, og traditionelt sker de fleste handler jo sidst i transfervinduet. Derfor kan jeg heller ikke afvise, at der kommer til at ske mere - vi kan jo få et fantastisk tilbud på en af vores spillere, som vi bare ikke kan sige nej til. Men umiddelbart vil jeg tro, at vi er i mål, siger AaB's sportschef Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Når han tager et kig på AaB-truppen i dens nuværende forfatning, er han da også meget tilfreds med det, han ser.

- Jeg synes, det ser rigtig spændende ud. Vi har en meget dynamisk gruppe, som fungerer godt sammen, og så har vi tilmed fået tilført noget ny energi, som en trup også har brug for engang imellem. Vi har stor konkurrence om pladserne, og det er også med til at holde alle mand skarpe, fastslår AaB-bossen.

AaB lagde en smule skuffende fra land i Superliga-premieren i lørdags, da mestrene måtte nøjes med 0-0 mod SønderjyskE. På lørdag venter der en storkamp mod FC Midtjylland, mens nordjyderne også har udsigt til to kampe mod Dinamo Zagreb i Champions League-kvalifikationen.