Frank: Nunez er meget spændende
Illustration
Superliga

Frank: Nunez er meget spændende

Brøndby-træner Thomas Frank glæder sig over tilgangen af Jose Ariel Nunez.

Brøndby har i dag fået føjet nyt sydamerikansk blod til truppen i form af den paraguayanske landsholdsangriber Jose Ariel Nunez, der har skrevet en fire-årig kontrakt med de blå-gule. Nunez kommer fra et ophold i Osasuna, hvor han ikke havde succes, men Brøndby-træner Thomas Frank tror på, at angriberen får succes på Vestegnen.

- Nuñez er en meget spændende og dynamisk målscorertype, som adskiller sig fra vores andre offensive spillere. Han er hurtig og en dygtig afslutter, som både kan spille spidsangriber og kant. Desuden har han et rigtig godt blik for dybdeløbet og har farten til det, siger Thomas Frank til brondby.com og fortsætter:

- Vores efterretninger på Nuñez går derudover på, at han er en topseriøs og hårdtarbejdende fyr. Vi har i forvejen Szymanowski i truppen, som kommer fra nabolandet og taler samme sprog, så selv om der selvfølgelig bliver noget tilvænning til kultur, sprog og spillestil, så forventer jeg, at han hurtigt vil falde ind i vores kollektiv.

- Der er kamp om pladserne, det er helt sikkert, men det skal der være i en klub som Brøndby. Nuñez giver os flere strenge at spille på rent offensivt og med ham, Makienok, Zohore, Antipas, Hjulsager, Szymanowski og Hasani føler jeg, at vi er godt besat på de forreste pladser, slutter Brøndby-træneren.

Jose Ariel Nunez har fået nummer 10 i Brøndby.