Følte sig stemplet i FC København - fandt lykken i udlandet

Bragt i Tipsbladet 5. august:

”Hvis det var godt før, så er det perfekt nu,” siger Jakob Busk om et skifte til tyske Union Berlin, hvor han overraskende hurtigt blev førstemålmand i skarp konkurrence og nu har forlænget kontrakten og er det klare førstevalg inden sæsonstarten lørdag mod Bochum. Tipsbladet har besøgt Jakob Busk i en by og en klub, som han ikke selv mener, at han på nogen måde kunne have valgt bedre.

I vinter stod OB og manglede en ny førstemålmand. En række af klubbens keepere var langtidsskadede, og den ukrainske lejesvend Maksim Koval havde ikke overbevist. Valget faldt på Sten Grytebust, som har gjort det rigtigt godt, men kunne man forestille sig, at klubben i stedet havde betalt de omkring to millioner kroner, FC København krævede for Jakob Busk?

Det kunne Jakob Busk godt. Altså have set sig selv takke ja til et tilbud fra OB, og så er det endda ikke engang sikkert, at han var gået ind som et sikkert førstevalg. For dengang som i dag var han bare 22 år og havde i alt spillet 40 seniorkampe fordelt på syv for FCK, 18 AC Horsens og 15 for norske Sandefjord.

Nu, et halvt år senere, står han dog med status af førstemålmand i den tyske 2. Bundesliga-klub Union Berlin. Den næstbedste tyske række bliver rost for dens gode niveau og fremragende stemning, og samtidig befinder Jakob Busk sig midt i en europæisk metropol, men tæt på Danmark. Så det kan ikke blive meget bedre, konstaterer han selv, men det kunne altså være gået meget anderledes i vinter.

For selvom han ikke var afvisende over for noget i Danmark, så var det ikke planen at vende hjem efter et år som udlejet i Sandefjord, der rykkede ned fra Tippeligaen med et brag. Jakob Busk havde bedt sin agent om at kigge på mulighederne i udlandet. Busk var klar over, at det kunne vise sig at være for optimistisk, ikke mindst fordi tiden i Norge også havde budt på to skadespauser. Og samtidig er der adskillige eksempler på Superliga-spillere med en væsentlig større karrieremæssig ballast, for hvem det aldrig er lykkedes at få den ønskede kontrakt uden for landets grænser.

”Der var mange årsager til, at jeg gerne ville ud, men jeg kan i bund og grund bare godt lide at være i udlandet. Komme ud og opleve noget andet end Danmark, hvor der ikke rigtigt var noget, der overraskede mig,” siger Jakob Busk.

”Så det var det, jeg helst ville, men jeg var bestemt ikke afvisende over for noget i Danmark. Det altoverskyggende for mig var trods alt ikke, om det var i Danmark eller udlandet. Det altoverskyggende var at spille. Og jeg kunne da heller ikke bare vælge frit på alle hylder.”

I starten af januar inviterede Union Berlin så Jakob Busk på prøvetræning, og senere tog de ham også med på træningslejr, hvorefter parterne indgik en aftale på halvandet år. Dermed gik Jakob Busks ønske i opfyldelse.

”Jeg havde nok forestillet mig, at jeg skulle til Holland eller Belgien eller for eksempel her i den næstbedste tyske række. Skotland kunne også være noget. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tage til Bundesligaen,” siger han.

I den forbindelse tror Jakob Busk på, at hans præstationer ved sidste sommers U/21-EM kan have gjort en positiv forskel. Der var nemlig særdeles tæt kamp om pladsen i buret mellem Busk, Frederik Rønnow og David Jensen, men kampen faldt ud til Jakob Busks fordel, som den også havde gjort det i kampene op til EM, selvom Busk altså ikke var den af de tre, der havde den største seniorerfaring eller spillede for det største klubhold.

”Jeg ved ikke, om jeg var overrasket. Det er måske et stort ord at bruge. Jeg havde trods alt været fast mand på holdet i lang tid og syntes selv, at jeg havde gjort det godt. Jeg synes da i hvert fald, at jeg var et godt bud, men vi havde alle tre niveauet til at kunne have spillet fra start,” siger Jakob Busk, som sammen med Danmark kom i semifinalen og altså endte med at stå fire kampe.

”U/21-EM har i hvert fald ikke gjort noget dårligt for mig. Der var jo mange, som kiggede på, og det vil altid stå på mit CV. Det var helt klart positivt for mig at spille den turnering i en ellers lidt svær tid,” siger han.

Og et halvt år senere blev interessen så intensiveret efter et længere tilløb.

”Der var rigtigt meget snak frem og tilbage med nogle, som måske ville noget, men ikke så meget konkret. Det blev ved dialogen, og mange af klubberne sagde, at der måske kunne komme noget på tale til sommer, fordi de havde en målmand på plads. Men jeg ville af sted i vinter. Jeg skulle ikke sidde i et halvt år og lave ingenting i København,” siger Jakob Busk, som havde flere årsager til, at han så gerne ville til udlandet.

Følte sig stemplet
For tiden i Danmark var egentlig god med 37 ungdomslandskampe og tidlig debut på FCK’s førstehold. Men Jakob Busks barndomsklub har i de senere år været kendt for en særdeles stærk konkurrence på keeperposten, så selvom han i perioder kæmpede sig ind som andenmålmand og for eksempel sad på bænken i et efterår med Champions League-fodbold mod blandt andre Real Madrid, så var det hver gang for at se hans plads blive taget tilbage af et etableret navn. Udsigten til at blive førstemålmand var til sidst for lang.

”Man kan vel godt sige, at det var en skuffelse, at jeg aldrig slog igennem i FCK. Det var jo min drøm og mit mål, da jeg skrev under på mine kontrakter med dem. Men tingene udviklede sig i en anden retning, og så måtte jeg jo se at komme videre,” siger Jakob Busk, der i sommeren 2014 lod sig udleje et halvt år til AC Horsens.

”Jeg stod i en lidt svær situation i FCK, så det var et rigtigt godt valg af mig at tage til Horsens og få spillet noget fodbold igen og få glæden tilbage. Derefter valgte jeg at Sandefjord af flere årsager. Deroppe fik jeg prøvet at komme ud og få en anden udfordring ved det. Det var helt vildt fedt at komme ud og se noget andet end de stadioner, jeg havde set 100 gange,” siger han.

Det blev dog også til lidt kampe hist og pist for FCK. Én af dem husker han i særligt grad, for den var årsag til stor kritik af Jakob Busk; 1-5-nederlaget på hjemmebane til FC Midtjylland i foråret 2014. Få minutter før kampstart blev han sat i startopstillingen i stedet for en skadet Johan Wiland, og Jakob Busk så ganske uheldig ud ved flere lejligheder i den kamp. Han accepterede kritikken, men følte, at den hang fast ved ham i tiden derefter, og det fik ham også til at søge mod udlandet.

”Der kom nogle nye øjne på mig. Folk havde ikke noget forhåndskendskab, så jeg kunne give dem et nyt indtryk. Når alle i Danmark har kendt en i mange år, kan det være svært at lave om på folks billede af en,” siger Jakob Busk.

”Jeg synes, folk hængte sig meget i fortiden efter nogle af mine oplevelser i FCK. Det var for eksempel 1-5-nederlaget. Det var svært at få lov til at komme videre, for folk snakkede stadig om det. Uanset hvad jeg gjorde på alle mulige andre hold, så følte jeg stadigvæk, at den oplevelse havde gjort det svært for mig.”

”Selvfølgelig har kritikken nogle gange været berettiget, men jeg følte også, at der ikke skulle lige så meget til, for at jeg fik kritik, som hvis det var en anden, der havde lavet den samme præstation. Og der skulle mere til, før jeg fik ros. Folk havde bare dømt mig og konstateret, at de ikke syntes, jeg var særligt god,” siger han.

”Så som ung spiller trængte jeg bare til at komme hen til et sted, hvor folk ikke havde alle mulige forestillinger om mig. Og det var, hvad jeg kom op til i Sandefjord, og samtidig var jeg en vigtig del af holdet. Jeg var godt nok skadet to gange, og resultaterne var rigtigt dårlige, men jeg var alligevel rigtigt glad for at være der,” siger Jakob Busk.

Han erkender dog, at man ikke for alvor får udlevet udlandsdrømmen med et skifte til en norsk bundklub. For det er en slags ”udlandet light” at forblive i Skandinavien, mener Jakob Busk.

”Det er ikke det samme at komme til Norge som at skifte til en klub i Berlin. I Norge er man stadig lidt på hjemmebane. Sproget er nemt at forstå, og kulturen er ikke så forskellig. Det er lidt en light-version af udlandet.”

”Nu kan jeg godt mærke, at jeg virkelig er kommet til udlandet. Niveauet er højere, og der er noget mere interesse omkring det hele. Det er bare mere spændende,” siger han.
Samtidig sætter han stor pris på at have fundet en fast base, for det har været en rodløs tilværelse for Vanløse-drengen først at bo et halvt år i Horsens og derefter tage til Norge i et år.

”Det var også derfor, jeg ikke ville lejes ud endnu engang. Ud over at jeg gerne ville spille og gerne ville til udlandet, så ville jeg gerne finde et sted, hvor jeg kunne være lidt længere tid. Jeg er sgu træt af at flytte rundt og ikke have den faste base. Som udlejet vidste jeg jo hele tiden, at jeg skulle væk igen,” siger han, men vil trods alt ikke brokke sig over de ting, der nogle gange følger med som professionel fodboldspiller på jagt efter gennembruddet.

”Det er ikke altid, det kan lade sig gøre at få hele pakken, og så må man jo tage det, der er. Og så slemt har det jo trods alt heller ikke været. Men hvis det var muligt, ville jeg bare gerne se, om jeg kunne blive ét sted i lidt længere tid. Det betyder jo også noget for ens spil inde på banen. Man bruger jo noget tid på at falde til og bygge noget op sammen med nogle andre, hver gang man skifter til et nyt sted,” siger Jakob Busk.

I foråret boede han alene i Berlin, ligesom han også har gjort i Horsens og Sandefjord. Med en fodboldspillers sparsomme fridage har det slidt på relationerne hjemme i København.
”Konsekvenserne over for ens venner, familie og kæreste er meget store ved den måde, jeg har flyttet rundt på. Det er ikke så nemt at pleje sine venskaber
og især ikke, når man også har en kæreste, for så er det hende, man plejer, når tiden er der til at lave et eller andet. Så ens venner og faktisk også familie bliver skubbet lidt i baggrunden. Det er sjældent, man kan komme til nogle arrangementer. Jeg beklager mig overhovedet ikke. Det er det, jeg har valgt. Men det er svært,” siger han.

Tysklands anden kultklub
Nu begynder det dog at ligne noget. Kontrakten på halvandet år blev i maj forlænget, så Jakob Busk nu er sikret arbejde de næste fire år. Det giver ham ro til at forme en fast tilværelse. Han har bosat sig i en lejet lejlighed på 98 kvadratmeter i centrum med hjælp fra og som nabo til holdkammeraten Emanuel Pogatetz, der har en fortid i en lang række store og mellemstore klubber og senest var i amerikanske Columbus Crew. Lejligheden i København, der som følge af udlejningerne tidligere var fremlejet, er nu blevet solgt, og tingene er flyttet til Berlin.

Det er kæresten Celina også denne sommer, og Jakob Busk behersker sproget bedre og bedre. Han forstår efter eget udsagn alt, og kan gebærde sig nogenlunde. Transporten rundt i byen foregår dog stadig i bil med GPS’en sat til eller til fods, hvor der er tid nok til at stoppe op og orientere sig undervejs.

Det har han dog ikke behov for ude ved klubbens stadion og træningsbaner. De ligger i Köpenick-bydelen en halv times kørsel sydøst fra Berlins centrum, hvis ellers trafikken glider nogenlunde. Området er blottet for Berlins kulturelle charme. Det er tung industri og forladte fabriksbygninger med graffiti-referencer til den lokale fodboldklub. Det er også i dette historiske sammenspil, at årsagen til arbejderklubbens kaldenavn skal findes, for den lokale forankring er stor til området, der hovedsageligt er grundlagt på en stor metalindustri, og derfor høres der ofte ”Eisern Union!”-råb (Jern-Union!) til klubbens kampe.

Stadion An der Alten Försterei ligger for enden af en skov nærmere bestemt ”ved den gamle skovriders hus”, som navnet kan oversættes til. Det hus ligger der i øvrigt stadig og er Union Berlins klubhus. Det står i dag moderniseret i klassisk tysk stil og bærer på en stor del af klubbens og fansenes identitet. I forbindelse med flygtninge-problematikken har det været brugt til at huse immigranter, og i det hele taget er klubben meget bevidst om sit sociale ansvar, ligesom fansene træder til, når klubben har brug for hjælp. Mere end 2300 fans deltog på frivillig basis i arbejdet med at færdiggøre moderniseringen og udvidelsen af klubbens stadion i 2013, da man var løbet tør for penge.

Stadion kan rumme 22.012 tilskuere, men det er bemærkelsesværdigt, at det på trods af at fremstå ganske nybygget overalt kun har 3617 siddepladser fordelt på én tribune. De tre resterende tribuner er ganske enkelt ståpladser. Union Berlin kan betragtes som Tysklands anden kultklub efter St. Pauli fra Hamborg.

Alt dette har Jakob Busk sat sig ind i, ligesom han kan klubbens slagsang (som også hedder ”Eisern Union”) indsunget af punk-sangeren Nina Hagen udenad. Men det var alt sammen nyt for ham, da han første gang hørte om klubbens interesse.

”Jeg må indrømme, at mit kendskab til klubben ikke var kæmpestort. Jeg havde da set lidt kampe på Eurosport, men ellers vidste jeg jo i bund og grund ikke rigtigt noget. Så begyndte jeg at undersøge det lidt og syntes, det så spændende ud.”

”Ud over at ligaen niveaumæssigt tiltalte mig, så fandt jeg ud af, at Union Berlin er en helt speciel klub med en masse historie og traditioner og nogle helt vanvittigt gode fans. Og så bliver det jo bare endnu mere interessant. Jeg fandt ud af, at det er lidt af en familiær klub, kult skulle man måske sige. Så det ville da være sindssygt interessant at blive en del af, samtidig med at alt andet passede sammen,” siger Jakob Busk, som sammenligner stemningen til alle klubbens hjemmekampe med, hvordan det er til københavner-derbyerne mellem FCK og Brøndby.

Jo, Jakob Busk har virkelig fået fodboldlivet i Union Berlin til at passe som hånd i målmandshandske.

Grebet chancen
Jakob Busk blev hentet ind til at konkurrere med erfarne Daniel Haas om pladsen i buret. 32-årige Haas havde spillet 35 kampe i den bedste tyske række og 120 kampe for Union Berlin. Men det blev kun til én yderligere. Jakob Busk overbeviste nemlig fra start og tog alle spilleminutterne siden sin ankomst på nær i sæsonens sidste og betydningsløse ligakamp, for Union Berlin var allerede sikker på at blive en flot nummer seks i 2. Bundesliga. Jakob Busk vurderer rækken til at være bedre end Superligaen og Union Berlin til at ville havne i toppen, uden dog at vinde den, men selvom han ikke tidligere havde prøvet at stå fast på så højt et niveau og på væsentligt større stadioner end i Superligaen, var han ikke nervøs for, om niveauet rakte.

”Jeg har altid troet rigtigt meget på mig selv og vidst, at før eller siden ville tingene falde i hak for mig, og jeg ville få mit gennembrud. Jeg tænkte især ikke over det, da først jeg kom herned og trænede med. Det er et godt niveau, men jeg følte uden problemer, at jeg kunne være med. Jeg tog det bare som en udfordring,” siger han.
At komme til det rigtige udland og skulle klare det meste selv var han heller ikke bange for, men han han havde alligevel ikke regnet med, at det skulle ende så godt for ham i den tyske hovedstad.

”Jeg er blevet positivt overrasket over min start. Det er ikke hvilken som helst konkurrence, jeg har været oppe imod. Og derudover kom jeg som dansk spiller ind i en anderledes kultur. Jeg fik besked på, at jeg skulle forbedre mig rigtigt meget fysisk, og de havde nok regnet med, at det ville tage lidt længere tid, end det gjorde. Men jeg knoklede jo bare på, og min indstilling var hele tiden, at måske regnede de ikke med, at jeg kunne stå på det forventede niveau fra den første turneringskamp, men det regnede jeg med,” siger Jakob Busk.

”At jeg slog ham af handlede selvfølgelig også om timing. Jeg spillede rigtigt godt i opstarten og har gjort det indtil nu, mens han måske var lidt mere svingende og også havde været det i den halvsæson op til, at jeg kom. Så der kom en 10 år yngre målmand, der gjorde det bedre og måske kunne nogle lidt andre ting. Jeg er nok mere moderne og kan spille mere med fødderne, men til gengæld havde han erfaringen.”

I dag er Daniel Haas’ kontrakt udløbet, og ind i stedet er kommet det 21-årige keepertalent Daniel Mesenhöler, som aldrig har spillet en seniorkamp, fra FC Köln. Så nu er Jakob Busk det klare førstevalg, der skal stå og dirigere med spillere som blandt andet Pogatetz. Den tanke har dog på intet tidspunkt skræmt ham.

”Jeg har bare fundet ind i min rolle i truppen, og jeg kan sagtens dirigere med de andre, selvom de har prøvet nogle større ting end mig. Det har ikke været svært, men jeg er måske også en lidt ligeglad type, hvad den slags angår. Når jeg er på banen, så handler det om at vinde, og så er jeg ligeglad, om det er en U/19-spiller eller en af de erfarne. Men det handler også om måden, man gør det på. Jeg er en forholdsvis rolig person uden for banen, og jeg synes selv, jeg er ydmyg omkring de fleste ting. Så jeg har aldrig oplevet problemer med, at folk synes, jeg har været for langt fremme i skoene,” siger Jakob Busk.

Fra Tippeliga-nedrykker til førstevalg i en europæisk millionby med et trylleslag. Jo, Jakob Busk befinder sig ganske godt.

Det perfekte skifte
Hvis vi vender tilbage til det indledende OB-eksempel, så afviser Jakob Busk som sagt ikke, at han havde takket ja, hvis OB eller en tilsvarende klub havde budt sig til. Men han er ikke i tvivl om, at Union Berlin er en større klub end et dansk midterhold. Ikke mindst økonomisk. Jakob Busk anslår, at hans første kontrakt i Union Berlin var mellem dobbelt og tredobbelt så stor, som den havde været, hvis han var skiftet til en Superliga-klub, og det beløb er altså ikke blevet mindre, efter at han har forlænget.

Og i den efter tysk tradition præstationsbetingede kontrakt bliver det heller ikke værre af, at Jakob Busk spiller fast uge efter uge for et hold, der klarer sig godt. Han er bevidst om, at hans tilværelse og fremtid kunne have været ganske anderledes, hvis nogle små marginaler var faldet ud på en anden måde.

”Det kunne sagtens være gået meget anderledes, men jeg tror, at jeg har formået at bearbejde og acceptere de erfaringer og slag i hovedet, jeg tidligere har fået. Så uanset hvad folk siger til mig, vil jeg i dag kunne være ligeglad, men det var jeg ikke, da var ny og ung og startet i FCK i de sene teenage-år. Dengang havde jeg ikke prøvet, at alle skulle have en holdning til mig. Jeg var ikke klar over, hvad der ramte mig, for alting var jo gået fint på ungdomsholdene, og jeg havde været på landsholdet. Banen var kridtet op for mig,” siger han.

Og nu bor han altså i Berlin, hvorfra familien og vennerne i København kan nås med både fly og bil, han spiller på en efter forholdene rigtigt god kontrakt og for en klub, hvis historie og sjæl tiltaler Jakob Busk rigtigt meget. Er vi simpelthen ude i, at intet sted i hele verden ville være så velvalgt, som Union Berlin viste sig at være? Ja, det mener han faktisk.

”Når jeg virkelig lige får tænkt over, hvad der er sket, så er det sgu lidt underligt. Det her er jo drømmen – at komme til udlandet og spille på udsolgte stadioner hver weekend. Og så bor jeg tilmed i en kanonfed by. Jeg bliver stolt over, at jeg er nået så langt, og jeg får lyst til at se, hvad jeg kan drive det til,” siger Jakob Busk, men er samtidig bevidst om, at lykken kan være kort for en fodboldspiller.

”Det er så sygt ved den her verden, at alting kan bare ske. Og ligesom det går godt nu, så kan det også være gået i 1000 andre retninger, hvis vi tager den samme snak om et år. Så man skal bare

blive ved med at kæmpe, for der kan altid ske et eller andet. Og når man så får chancerne, handler det jo om at gribe dem. Det forsømte jeg i første omgang i FCK, men det har jeg gjort denne gang,” siger han.

Og derfor er Jakob Busk også meget bevidst om ikke at tage noget for givet.

”Fodboldspillere er nok nogle af de hurtigste til at brokke sig over alt muligt, hvor folk med et almindeligt job vil tænke, ”hvordan kan man brokke sig over det?” Jeg bruger i hvert fald meget tid på at minde mig selv om, hvor privilegeret jeg er. Jeg har det job, jeg allerhelst vil have. Jeg lever af min hobby, det eneste jeg interesserer mig for. Mit job er groft sagt at gå ud og sparke til en fodbold. Jeg har ikke så meget at brokke mig over,” siger Jakob Busk.

Næste skridt Bundesligaen?
Og nu står han så tærsklen til en ny sæson. Jakob Busk erkender, at det kan blive svært at overgå sidste sæsons sjetteplads, som var en tangering af det bedste resultat siden Tysklands genforening, fordi klubben har solgt sidste sæsons topscorer med 17 mål, Bobby Wood, til Hamburger SV. Med den nye træner Jens Keller, der senest stod i spidsen for Schalke 04, er der også kommet et nyt pres-spilkoncept, som Jakob Busk sammenligner med Brøndbys nye under Alexander Zorniger. Det vil også tage tid at få spillet ind, men opstarten er dog gået godt med blandt andet sejr over Udinese. Jakob Busk forventer, at det fortsat vil blive i den sjove ende, klubben ligger.

”Målet er at komme i top seks, og det ser jeg som realistisk. Det er traditionelt set en tæt liga, og måske bliver top seks lidt svært, fordi Hannover og Stuttgart er rykket ned. Det er to kæmpe klubber, og Hannover har godt nok solgt en del spillere, men Stuttgart har beholdt alle deres. Men jeg forventer i hvert fald ikke, at vi skal ligge og rode nede i bunden.”
Og på sigt tror han også på, at det bliver muligt at tage skridtet op i 1. Bundesliga med Union Berlin.

”Jeg synes, det er en klub, der har gode forudsætninger for at tage det næste skridt. Det er en meget lige række, så som jeg ser det, er det meget små ting, der kan gøre forskellen i forhold til oprykning. Uanset hvordan det går for klubben, så er mit primære mål at blive ved med at spille. Og så kunne jeg da godt se et drømmescenarie være at rykke i Bundesligaen i næste sæson. Det kunne være for fedt at spille deroppe med Union,” siger han.

Men som Jakob Busk også tidligere har påpeget, kan tingene se meget anderledes ud, og derfor er han opmærksom på ikke at blive forvænt med for eksempel at bo i en storby tæt på Danmark.

”Jeg er helt bevidst om, at man ikke kan forlange, at alt det uden for banen passer lige så godt, som det gør her,” siger han.

Den tyske lykke er ikke blevet mindre af, at han denne sommer har fået dansk selskab. Jakob Busk er nemlig den første dansker nogensinde i Union Berlin, men nummer to er allerede kommet i form af venstrebacken Kristian Pedersen fra HB Køge. Og med Jens Kellers pres-fodbold er en anden dansker også blevet hentet, nemlig tidligere HB Køge-cheftræner og Red Bull-ungdomstræner Henrik Pedersen.

”Det har været fedt at få to danske kollegaer. Det er jo altid rart at kunne snakke sit modersmål med nogen i klubben,” siger Jakob Busk.

”Henrik er en superdygtig træner, meget engageret og taktisk klog. Og derudover et yderst behageligt menneske.”

”Kristian har jeg tilbragt noget tid med her i starten, og jeg har prøvet at hjælpe ham på plads med forskellige ting,” siger Jakob Busk, som på trods af at være mindre end et år ældre end U/21-landsholdsspilleren ikke kender ham fra ungdomslandsholdene, da Pedersen først brød igennem meget sent.

Det kan man på sin vis også sige, at Jakob Busk gjorde. Måske ikke som målmand, men på den hylde han lige nu befinder sig på og leverer gode præstationer fra. Det skal dog ikke stoppe den ambitiøse keeper.

”Mit mål er at nå mest muligt og spille på det højeste niveau, jeg overhovedet kan. Det vil aldrig nogensinde være et mål bare at spille i Superligaen. Der er ikke noget galt med den, men jeg vil altid stile efter noget højere,” siger han.

Og én ting er sikkert; det er slut med at sidde på bænken.

”Jeg skal aldrig være bænkevarmer igen, nej. Eller, jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig at lave et skifte til en klub, hvor jeg er købt ind til at sidde på bænken. Men havner jeg på bænken på grund af dårlige præstationer, så vil jeg selvfølgelig forsøge at kæmpe mig tilbage på holdet. Det betyder mere for mig at spille fodbold end at være i en stor klub.”

Lige nu gør han begge dele.