Fodbold-profiler raser mod Christian Keller
Superliga

Fodbold-profiler raser mod Christian Keller

Christian Keller er havnet i massiv modvind på de sociale medier efter det er kommet frem, han er løbet med Jonas Borrings ekskone.

Christian Keller er for alvor havnet i modvind, efter at det er kommet frem, at Randers FC-anføreren nu danner par med holdkammeraten Jonas Borrings mangeårige kæreste og hustru. Indtil videre har sagen medført, at Borring er på orlov, og til Ekstra Bladet udtaler han, at Christian Keller har "dolket ham i ryggen".

Christian Keller selv tager indtil videre sagen med et skuldertræk og giver udtryk for, at fodbold for ham er et arbejde, og han ikke går på arbejde for at få gode venner. Der tegner sig dog et klart billede af, at Keller er i strid modvind - og ikke bare i Randers FC.

Således er flere nuværende og tidligere Superliga-spillere fremme på de sociale medier og give deres støtte til Jonas Borring. Flere kommer i den forbindelse med nogle meget grove ord rettet mod Christian Keller.

Tipsbladet.dk bringer her et udpluk.

Mikkel Thygesen, fodboldspiller i FC Roskilde og tidligere RFC-spiller, på Twitter: Nu må Randers fandeme få nogle nosser. Mangel på god ledelse skal man lede længe efter. Keller får brug for sine skinner til træning.

Rajko Lekic, tidligere Superliga-profil, på Twitter: Det passer vel forhåbentlig ikke, at Keller er sammen med Borrings kone!!! Håber af hele mit hjerte, Borring smadrer begge hans knæ, så han aldrig kommer til at sætte sine ben på en fodboldbane igen!! Er i chok!! Den får han vel ikke bare lov til at slippe fra??!!! Gad seriøst godt møde ham i byen en dag efter en halv flaske whisky.

Jesper Lange, fodboldspiller i AGF, på Facebook: Jeg får seriøst kvalme af at se på dette moralløse, klamme menneske. Håber at Borring kommer styrket ud efter dette, og at Keller er fortid i Randers.