Fin optakt til United-kamp: FC Midtjylland slog Horsens 4-2
Superliga

Fin optakt til United-kamp: FC Midtjylland slog Horsens 4-2

FC Midtjylland fik en fin optakt til den vigtige kamp mod Manchester United, da man slog AC Horsens med 4-2.

Torsdag på MCH Arena spilles FC Midtjyllands allervigtigste kamp i klubbens historie, når Manchester United kommer på besøg på den jyske hede. 

Da Superligaen hidtil ikke er startet igen efter vinterpausen har optakten været specielt vigtig for FC Midtjylland, der har spillet uafgjort mod AIK Stockholm, IFK Göteborg og Malmö FF. 

Den sidste test stod mod AC Horsens, og Ulvene fik en glimrende start på kampen. Paul Onuachu scorede nemlig opgørets første kasse efter tre minutter, og så var den kamp igang. 

Der gik dog lidt over 35 minutter før nettet igen skulle blafre. Det var den svenske midtbanespiller Kris Olsson, der denne gang scorede - på direkte frispark. 

Efter pausen skiftede FC Midtjylland stort ud. Ind kom blandt andet Vaclav Kadlec, Pione Sisto, Jakob Poulsen og Martin Pusic, og førstnævnte formåede allerede efter et kvarter på banen at score. 

Tjekken gjorde det nemlig til 3-0 efter et langt indkast. Syv minutter senere reducerede Lasse Kryger til 3-1 efter et kontraangreb. 

To minutter efter reduceringsmålet fra AC Horsens Lasse Kryger gjorde en anden indskifter, Martin Pusic, det til 4-1, og så var den kamp reelt set lukket. Østrigeren scorede efter flot opspil af januarindkøbet Harmeet Singh samt Marcos Urena. 

I sidste sekund reducerede AC Horsens til 4-2, der også blev kampens afgørende stilling.