FCN-profil: Det handler om vores stolthed
Illustration
Superliga

FCN-profil: Det handler om vores stolthed

Kasper Lorentzen vil ikke have, at FC Nordsjælland skal huskes som holdet, der ikke kan score. Det indtryk skal slettes mod Brøndby søndag.

FC Nordsjælland er inde i en kritisk periode, hvor klubben ikke har vundet siden 30. september. Holdet har heller ikke scoret i de seneste fire kampe, så der er pres på truppen inden søndagens kamp mod Brøndby.

Midtbanemanden Kasper Lorentzen er opmærksom på situationen, for FC Nordsjælland balancerer lige nu midt i tabellen og kan både blive en del af toppen og bunden af Superligaen i løbet af efterårets sæsonafslutning.

- Vi har helt sikkert noget, vi skal have lavet om på. Det nager os, for det er ikke sådan her, vi vil huskes. Når Brøndby kommer, er der altid en fed kulisse. Der bliver ingen problemer med at sætte sig op til at revanchere sig. Der er en masse energi, der skal ud, så vi glæder os, siger Kasper Lorentzen til tipsbladet.dk.

Han har svært ved at pege på, hvad der er sket med det FC Nordsjælland-hold, der startede sæsonen forrygende og i en periode udfordrede FC Midtjylland i toppen af tabellen.

- Nogle gange får det en dominoeffekt. Hvis det går dårligt, ryger man nogle gange ind i en stime. I mange kampe har vi egentlig været spilstyrende, og vi har også kreeret chancer. Vi har bare ikke skabt nok til at vi har kunne vinde kampene. Det betyder, at man nogle gange kommer ind i en dårlig stime. Vi har gjort mange ting rigtigt, men i nogle kampe har vi ikke gjort det rigtige. I starten af sæsonen var vi ikke bedst i alle kampe, men vi var effektive nok til at afgøre det. Det handler om at glemme, hvad der er sket, for det må ikke sidde op i vores baghoveder, at vi ikke har scoret i et vist antal kampe, siger han.

Et symptom på FC Nordsjællands seneste kampe så man i holdets sidste kamp mod Brøndby, hvor Farum-klubben spillede en fornem kamp indtil Brøndbys 1-0-målet. Det endte med en Brøndby-sejr på 3-0, hvilket FC Nordsjælland vil have revanche for.

- Vi spillede en rigtig god time uden at score, og så kom de foran med en halv time tilbage og vandt kampen. Der har været kampe, hvor vi dominerer, men vi skal være mere effektive. Vi skal arbejde benhårdt, for det handler om vores stolthed. Vi gider ikke at blive husket for ikke at score eller for at ligge, hvor det ikke er spændende. Vi skal rette op på vores stolthed; det tror jeg på, at vi kan, siger Kasper Lorentzen, der godt kan se FC Nordsjælland dominere spillet mod Brøndby.

- Det kan vi, men det kommer an på, hvordan kampen skrider frem. Det kan være, at de er bedre end os på bolden på dagen, men så skal vi være bedre foran mål. Dengang var det lige modsat. Vi skal være skarpere end dem. For mig betyder det ikke så meget, hvordan vi spiller. Vi skal vinde, siger han.