Superliga

FCK vil beholde Lars Jacobsen

FC København arbejder på at beholde landsholdsspilleren Lars Jacobsen i truppen, fortæller cheftræner Roland Nilsson.

Lars Jacobsen har gjort en god figur, siden han i september måned kom "hjem" til FC København. Landsholdsspilleren har sat sig tungt på FC Københavns højre back, hvorfra han har fortrængt Johnny Thomsen. Men Jacobsen har blot kontrakt med de danske mestre indtil nytår. Herefter kan han tage hvorhen han vil. FC København ser dog gerne, at han bliver i Parken.

- Han har gjort det rigtig godt. Situationen er som den er, og den holder CV (FC Københavns sportsdirektør, red.) igang, siger "Løvernes" cheftræner Roland Nilsson til tipsbladet.dk

Så I arbejder på at forlænge med Lars Jacobsen?

- Ja, vi kigger på situationen, og så får vi se, hvordan det ender, bedyrer Nilsson.

- Lars har gjort det godt i den tid, han har været her. Han har større rutine, end de andre vi har, og han har været stærk i de Superliga-kampe, han har spillet, fortsætter svenskeren.

Lars Jacobsen kom tilbage til FC København efter næsten tre måneder som klubløs, men højre backen har spillet så godt for både FC København og det danske landshold, at der er flere klubber inde i billedet, når han indenfor de næste to måneder skal tegne en ny kontrakt.