Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-træner vil ikke handle mere ind

Selvom højre back meldes tyndt besat med både Peter Ankersen og Tom Høgli på skadeslisten, vil Ståle Solbakken ikke købe nye spillere.

Nicolai Boilesen måtte til lørdagens kamp imod Randers FC affinde sig med en uvant position på højre back. En plads, som forsvarsspilleren muligvis skal vænne sig til.

Ståle Solbakken vil i stedet finde alternative løsninger internt i klubben.

- Planen er, at Nicolai Boilesen og måske også unge Mads Roerslev skal dække højre back. Vi skal dog ikke bare kaste Roerslev ind på et hold, der ikke fungerer, siger den norske cheftræner til ritzau.

Dermed stiller Ståle Solbakkens sig tilfreds med sommerens tre indkøb af Michael Lüftner, Pierre Bengtsson og Pieros Sotiriou, der lørdag eftermiddag scorede to mål imod Randers FC.

Samtidigt har FC København sluppet store profiler som Mathias Zanka Jørgensen, Ludwig Augustinsson og Andreas Cornelius. Alle tre indkøb er således også direkte erstatninger af spillerne, som har forladt klubben.

Foruden Peter Ankersen og Tom Høgli er både Rasmus Falk og Mikael Antonsson også en del af FCKs skadesliste.