Superliga

FCK-topscorer håber på sommertransfer

FC Københavns topscorer, brasilianske Cesar Santin, står klar til at forlade de danske mestre efter sæsonen.

Han har sagt det før, og nu siger han det igen. FC Københavns brasilianske topscorer, Cesar Santin, ønsker at prøve kræfter med en anden klub. Han kom ikke afsted i vinterens transfervindue, så derfor kigger han nu fremad mod sommeren. Her vil han have et år tilbage af sin kontrakt med FCK, og det vil derfor være det perfekte tidspunkt for et salg. Både for hovedpersonen selv, og for FCK.

- CV (FC Københavns cheftræner og sportsdirektør Carsten V. Jensen, red.) ved, at jeg vil et andet sted hen. Og måske bliver det til sommer, siger Cesar Santin til tipsbladet.dk.

For Santin vil en sommertransfer være det rigtige, fordi han i en alder af 31 år vil få opfyldt sin ambition om andre udfordringer, mens det for FC København vil være godt set fra et økonomisk synspunkt. Til sommer har Santin ét år tilbage af sin kontrakt med de danske mestre, og det vil derfor være muligt at score en transfersum. Venter klubben, kommer brasilianeren nærmere kontraktudløb, og hans værdi vil falde, indtil han næste sommer vil være helt gratis.

Santin har dog minimum fire-fem måneder tilbage i den hvide trøje, og dem vil han bruge på at vinde titler. Han går efter at blive topscorer for første gang i karrieren, men det vigtigste er at vinde Superligaen og pokalturneringen, hvor FC København er klar til semifinalerne.

- Vi vil alle sammen gerne vinde begge turneringer. Når det er overstået, kan vi snakke transfer, fastslår brasilianeren.

Cesar Santin har været i FC København, siden han i sommeren 2008 kom til fra svenske Kalmar. Siden har angriberen spillet 103 Superliga-kampe med 48 scoringer til følge.