Superliga

FCK tæt på ny spiller

FC København mangler en højre back. Noget kunne tyde på, han kommer i næste uge.

FC København har en akilleshæl. De danske mestres højre back er tyndt besat. Klubben råder godt nok over Johnny Thomsen, men når han er skadet - som han er i øjeblikket - hedder løsningen en midterforsvarer. Det er ikke holdbart, hvis man vil være dansk mester og deltager i Champions Leagues gruppespil, og det ved københavnernes sportsdirektør Carsten V. Jensen  naturligvis. Derfor jagter han intensivt en forstærkning til pladsen. Og jagten ser ud til at give gevinst.

- Vi er tættere på end vi har været tidligere, siger sportsdirektøren til Jyllands-Posten.

Johnny Thomsen er ude i en uge, men selv om han ikke er væk i længere tid, skal "Løverne" stadig have den nye forstærkning ind. Gerne snart.

- Man kan sige, at næste deadline for en ny højre back er indskrivningen af spillere til playoff-runden i Champions League, og det er den 8. august, siger bedyrer Carsten V. Jensen, der dermed sætter en deadline på sit eget arbejde.

For at det skal blive aktuelt skal FC København imidlertid slå Shamrock Rovers ud af Champions Leagues 3. kvalifikationsrunde. "Løverne" vandt en smal sejr på 1-0 i de mandskabers første kamp. Returopgøret spilles på tirsdag.