Superliga

FCK-spillere danner par på landsholdet

FC Københavns Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson er Lars Lagerbäcks foretrukne stopperpar på det islandske landshold. Men hvor længe?

I store dele af efterårssæsonen var FC Københavns midterforsvar en fest, hvor kun islændinge var inviteret. Duoen Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson sad på de to pladser i hjertet af den københavnske defensiv, og det har Islands nye landstræner, Lars Lagerbäck, øjensynligt lagt mærke til.

Skuffet Ragnar Sigurdsson: Jeg er reserve

Da Island i sidste uge mødte Montenegro på udebane, dannede FCK-duoen således vulkanøens midterforsvar. En oplevelse, der på én gang var speciel og endog meget genkendelig.

- Når vi spiller med FC København er vi næsten altid spilstyrende, men med Island er vi næsten aldrig det bedste hold. På den måde er det lidt anderledes, men ellers er det ligesom at spille sammen på klubholdet, fortæller Ragnar Sigurdsson til tipsbladet.dk.

Efter over et halvt år sammen i FC København kender duoen Ottesen/Sigurdsson hinanden til bunds. Både på og udenfor banen. Og det drager Island nu nytte af.

- Det er perfekt for landsholdet, bedyrer Sigurdsson, der på trods af samarbejdet så Montenegros største stjerne, Stevan Jovetic fra Fiorentina, score to gange sidste onsdag.

Lars Lagerbäck, der er tidligere svensk landstræner, overtog det islandske landshold i efteråret, og han virker nu til at satse på sin københavnske duo i midterforsvaret. Spørgsmålet er imidlertid, om han kan blive ved med det, efter Ragnar Sigurdsson har tabt sin startplads i den danske klub til nyindkøbte Kris Stadsgaard.

- Nu er der en anden situation. Jeg risikerer at tabe min landsholdsplads, slutter 25-årige Sigurdsson, der indtil videre står noteret for 16 kampe for nationalmandskabet.