Superliga

FCK sælger Kenneth Zohore til Fiorentina

Kenneth Zohore bekræfter nu, at han skifter til italienske Fiorentina på en aftale af tre-et-halvt års varighed.

Det der startede som lidt af et tvivlsomt rygte er nu et faktum. FC Københavns Kenneth Zohore, der fylder 18 år i morgen, får en fødselsdagsgave af de helt store. Angrebstalentet skifter til den italienske traditionsklub Fiorentina.

Zohore har tilbragt weekenden i Firenze, hvor han blandt andet har gennemgået det obligatoriske lægetjek. I dag har han så skrevet under på en kontrakt, der holder ham i den italienske klub frem til sommeren 2015. Det bekræfter den nu tidligere FCK-spiller overfor sporten.dk.

- Jeg er utroligt glad. Det har været en stor oplevelse at være i Italien og møde folk her i Fiorentina. Jeg er glad for, at vi har skrevet under og glæder mig til at begynde her i Fiorentina, siger Zohore.

Angriberen, der spiller på det danske U/18-landshold, var plaget af skader i efteråret, hvorfor han røg bagest i køen til spilletid. Vejen til spilletid er nok ikke blevet kortere med et skifte til Fiorentina, hvor Zohore skal kæmpe med navne som Steven Jovetic og Amauri i stedet for Dame N'Doye og Cesar Santin.