Superliga

FCK kan hente Zanka-afløser til vinter

Mathias "Zanka" Jørgensen er langtidsskadet og desuden kontraktfri til sommer. Kaptajnens langsigtede afløser kan komme til vinter.

Torsdag i denne uge kunne FC København fortælle, at klubbens anfører, Mathias "Zanka" Jørgensen, må sidde ude med en kors- og ledbåndsskade i mellem seks og ni måneder. "Zankas" skade efterlader de danske mestre med kun tre midterforsvarere i truppen, og da anføreren samtidig har kontraktudløb næste sommer og næppe forlænger sin aftale med "Løverne", fortæller sportsdirektør Carsten V. Jensen nu, at han sandsynligvis må på markedet efter en ny midterforsvarer, når transfervinduet åbner til vinter.

Læs også: Thomsen om Zanka-skade: Et sportsligt problem

- Vi har først en mulighed for at handle til vinter, og det er bestemt en tanke vi gør os. Det giver sig selv at vi skal have spillere nok, hvis vi skal opfylde vores målsætninger, og vi skal selvfølgelig kigge på, om ikke vi skal have en forsvarsspiller. Både med tanke på den korte og den lange bane, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

Sportsdirektøren tænker dermed frem mod næste sommer, hvor Mathias "Zanka" Jørgensen sandsynligvis træder i fodsporene på tidligere holdkammerater og forsvarskolleger som Oscar Wendt, Zdenek Pospech og Mikael Antonsson, der for få måneder siden forlod Parken på frie transfers. Henter Carsten V. Jensen en ny midterforsvarer allerede i vinterens transfervindue, kan han han blive spillet ind i løbet af foråret, inden han op til næste sæson skal afløse FCK-kaptajnen. Nøjagtig som Pierre Bengtsson gjorde det på venstre back sidste forår, da Oscar Wendt havde bekendtgjort sit farvel til klubben.

Indtil nytår må FC København imidlertid nøjes med de tre skadesfrie midterforsvarere, der er i truppen - samt alternativt højre backen Lars Jacobsen, der tidligere på dagen blev hentet på en fri tranfer. Blandt andet med henblik på en back-up-rolle i midterforsvaret. Af de tre naturlige midterforsvarere har Sölvi Ottesen en sikker startplads, nyindkøbte Ragnar Sigurdsson ligner "Zankas" afløser, mens Peter Larsson nu er førstereserve. Københavnerne kan altså fortsat stille et på papiret slagkraftigt midterforsvar. Det mener Carsten V. Jensen også.

Læs også: Officielt: FC København henter Lars Jacobsen

- Det er en streg i regningen, at "Zanka" er ude, men Ragnar (Sigurdsson, red.) har allerede bevist, at han er en god spiller. Vi har også Peter Larsson, der er blandt de bedste midterforsvarere i Sverige. Jeg er på ingen måde utryg ved vores forsvar, slutter sportsdirektøren,