Superliga

FCK er værst - Brøndby bedst

FC Københavns danske mestre har Superligaens mindst målfarlige midtbane. Rivalerne fra Brøndby har derimod ligaens farligste.

I sidste sæson scorede FC København bunkevis af mål fra alle tænkelige positioner på banen. Angriberne scorede efter behag, forsvarsspillerne fandt ofte vej til måltavlen og midtbanespillerne noterede sig for pæne 23 træffere. Men i denne sæson er noget ændret. Angriberne scorer fortsat mål på samlebånd, og også forsvarsspillerne yder deres til "Løvernes" målscore. Midtbanen er til gengæld næsten stoppet med at lave mål.

Den centrale kæde på FCK-mandskabet har således blot scoret tre mål efter 10 runder. Pape Pate Diouf, Claudemir og Thomas Delaney står alle noteret for en enkel Superliga-træffer, mens spillere som nyindkøbte Christian Grindheim og Thomas Kristensen endnu ikke har fået bolden i rusen. De blot tre træffere næsten en tredjedel inde i turneringen er ikke bare opsigtsvækkende lavt. Det gør også FCK-midtbanen til den mindst farlige midtbane i Superligaen. Selv bundholdene HB Køge og Lyngby har mere scorende midtbaner end det danske mesterhold.

- Jeg tror, de manglende mål fra midtbanen skyldes den måde, vi spiller på. Vi spiller meget med indlæg til vores angribere, som er superskarpe. Desuden har vi nok ikke spillerne, der kommer så meget fra felt til felt. Men det er selvfølgelig en mangel i vores spil, siger spilleren, der sidder på FC Københavns venstre midtbane, Thomas Delaney, til tipsbladet.dk.

I sidste sæson bestod FC Københavns midtbane som oftest af Christian Bolaños, Claudemir, William Kvist og Martin Vingaard, men Kvist blev solgt i sommerferien og Vingaard er først nu på vej tilbage fra en langvarig skadespause. De to er blevet erstattet af Christian Grindheim og Thomas Delaney. Netop disse to spillere bærer en del af skylden for de manglende mål. For systemet de spiller i har ikke ændret sig, selv om Roland Nilsson har afløst Ståle Solbakken på trænerbænken.

- Vi spiller overhovedet ikke anderledes, end vi gjorde i sidste sæson, men spillere som Grindheim og mig selv er ikke så målsøgende som eksempelvis Vingaard, der har dét at score mål som en stor del af sit spil, forklarer Delaney.

- Når vi er den mindst scorende midtbane i Superligaen er der selvfølgelig noget at hente på at blive mere målfarlige, men som udgangspunkt er det ligemeget hvem der scorer, så længe vi bare scorer, fortsætter midtbanespilleren.

Thomas Delaney selv vil hellere end gerne score flere mål, men han er også realist. Midtbanespilleren bliver næppe nogensinde topscorer. Den tjans overlader han til spillere som Cesar Santin og Dame N'Doye.

- Jeg er ikke en midtbanespiller, der scorer mål, og det tror jeg desværre heller aldrig, jeg bliver, slutter den 20-årige FCK'er.

Mens FC København har ligaens mindst målfarlige midtbane, har Brøndby ikke overraskende den farligste. Mikkel Thygesen, Michael Krohn-Dehli og co. har scoret hele 11 gange i Superligaens 10 første runder.