FC Midtjylland tæt på at tangere flot FCK-rekord
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

FC Midtjylland tæt på at tangere flot FCK-rekord

Hvis FC Midtjylland tager tre point hjemme mod Silkeborg fredag, tangerer de Superliga-rekorden for flest sejre i træk på hjemmebane.

FC København satte i sæsonen 2010/2011 en fantastisk rekord i Superligaen med 13 sejre i træk på hjemmebane, men allerede på fredag kan rekorden blive tangeret. For FC Midtjylland har i sæsonens første 12 hjemmekampe vundet samtlige kampe, og når Silkeborg gæster MCH Arena fredag, kan FCM tage den 13. hjemmesejr i træk.

Udefra set er det imponerende, at klubben kan tage sin 13. hjemmesejr i træk, men spørger man anfører Kristian Bach Bak, er det slet ikke i tankerne hos klubben, der fører Superligaen med 11 point ned til FC København. Hvorfor? Fordi ambitionsniveauet og forventningerne er skyhøje og rækker langt ud over en hjemmebanerekord.

- Jeg tænker slet ikke på det, for at være ærlig, og jeg tror ikke, der er nogen i truppen, der tænker sådan. Vi holder udelukkende fokus på næste kamp, og vi forbereder os til Silkeborg på samme måde, som havde vi mødt FC København, siger Kristian Bak til tipsbladet.dk.

- Men når det er sagt, så er det da mega-dejligt at have en god hjemmebane, og man kan mærke, at de hold, der kommer her, har respekt for vores hjemmebane. Jeg vil sammenligne det lidt med, da jeg selv var en 18-19 år og skulle på Brøndby Stadion. Det var svært, og de forsøgte altid at blæse os ud fra start af kampen. Det er det samme, vi forsøger på de første 20 minutter af en kamp, siger Bak, der fortæller, at det var mere interessant at tale om, dengang klubben havde Mohamed Zidan og vandt ni hjemmekampe i træk.

- Dengang tænkte jeg, at det var helt vildt, at vi var så gode på hjemmebane. Vi har bare en helt anden tankegang i klubben nu, og der bliver allerede arbejdet på næste år og næste år igen. Vi er en klub i stor fremgang, og vi er på vej mod noget, vi aldrig har prøvet før. Der sker meget lige nu, og det er vildt sjovt at være med til.

FC Midtjylland mistede sidste sæson mesterskabet efter et dårligt efterår, og det mener Kristian Bak har været med til at gøre klubben så meget stærkere. Og blandt andet derfor kan man vinde sin 13. hjemmesejr i træk mod Silkeborg IF fredag.

- Sidste sæson var en kæmpe nedtur, men mentalt tror jeg, det har givet os et boost til denne sæson. Det har været med til, at vi ikke anser nogle kampe som vigtigere end andre, siger Kristian Bak.

Med ni kampe igen er FCM's forspring på 11 point til FC København. På hjemmebane har FCM sammenlignet med FCK hentet 10 point flere.