Farvel OB og Danmark: Azer Busuladzic tæt på rumænsk storklub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Farvel OB og Danmark: Azer Busuladzic tæt på rumænsk storklub

Azer Busuladzic forlader Danmark efter senest at have tørnet ud for OB. Han er tæt på et skifte til den rumænske storklub Dinamo Bukarest.

Midtbanespilleren Azer Busuladzic har kontraktudløb i OB på torsdag, og derefter er fynboerne færdige med at aflønne den tidligere Vejle-spiller. Det betyder, at Busuladzic skal finde en ny arbejdsgiver i løbet af sommeren, og meget tyder på, at dansk-bosnieren er så godt som i mål med den mission.

Azer Busuladzic' bror, Zaim Busuladzic, har søndag morgen uploadet to billeder på Facebook sammen med Azer, og her fremgår det, at den tidligere OB-spiller er tæt på at have fremtiden på plads. På det ene billede er der to flybilletter, mens der på det andet er et fodboldstadion. De to billeder er flankeret af teksten ”Tak til Danmark – Vejle og OB som har gjort lillebror til den, han er i dag. Nu starter et nyt eventyr // UEFA Europa League klub”.

Af billetten fremgår det ikke tydeligt, hvor Azer Busuladzic og storebror er på vej hen, men hvis man tjekker flynummert, kan man se, at der er tale om et fly til Bukarest, som er lettet fra Kastrup klokken 8.50. Fodboldstadionet, der ligeledes er billede af, er meget tydeligt Arena Nationala i Bukarest, og her har to klubber hjemmebane; Steaua Bukarest og Dinamo Bukarest.

Tipsbladet.dk erfarer, at det er Dinamo Bukarest, der er tæt på at blive Azer Busuladzics fremtidige arbejdsgiver. Kun få detaljer mangler at falde på plads, før midtbanespilleren officielt kan bytte Danmark ud med Rumænien. Dinamo Bukarest sluttede på andenpladsen i den rumænske liga i den forgangne sæson.

Tipsbladet.dk har i noget tid forsøgt at få en kommentar fra Azer Busuladzic, men det er ikke lykkedes.