Farvel-blomster til Brøndby-profiler
Illustration
Superliga

Farvel-blomster til Brøndby-profiler

Brøndby siger i aften farvel til spillere som Dennis Rommedahl, Jan Kristiansen og Jens Stryger Larsen, selv om de siger, deres fremtid ikke er afklaret.

Syv spillere får i aften blomster af Brøndbys sportschef Ole Bjur forud for Superliga-kampen mod FC Nordsjælland. Dennis Rommedahl, Jan Kristiansen og Jens Stryger Larsen er blandt dem, der skal hyldes for tro tjeneste i vestegnsklubben.

Godt nok understreger Brøndby, at det endnu ikke er afklaret, om de bliver i klubben, men en klarere indikation af et stop, kan man vel næppe få.

- Selv om Brøndby IF - grundet nedrykningsfaren - fortsat ikke er afklaret i forhold til eventuelle kontraktforlængelser med spillerne, vil klubben gerne være sikker på at få sagt pænt farvel og tak til de syv spillere. Derfor får de blomster inden aftenens kamp, da det kan være sidste hjemmekamp, hvor de er tilknyttet Brøndby IF, skriver klubben på sin hjemmeside.

De tre Brøndby-profiler har alle kontraktudløb. Det samme har Anders Randrup, Brent McGrath, Jannik Skov Hansen og Mathias Larsen, der også vil få blomster inden kampen.

Azad Corlu, der er udlejet til Hvidovre, og Riza Durmisi har også kontraktudløb, men er ikke nævnt blandt dem, der vil blive hyldet på Brøndby Stadion i aften.