Falk i gang i FCK: Stærk vinderkultur i Nordens største klub
Foto: FC København
Superliga

Falk i gang i FCK: Stærk vinderkultur i Nordens største klub

Mens flere af FC Københavns nyindkøb endnu ikke er mødt ind i klubben på grund af landsholdsforpligtelser, var der kun ét nyt ansigt i spillertruppen hos den danske mesterklub, der havde første træningsdag mandag.

Rasmus Falk er kommet til fra OB et halvt år efter kontrakten blev indgået, og nu er han altså i gang i sin nye klub. Ved første træning holdt han sig blandt andet til den tidligere OB-kammerat Bashkim Kadrii, men han gik godt med i de forskellige spiløvelser og virkede godt tilpas.

Falk glæder sig over at være i gang i FCK.

- Det er dejligt at komme i gang efter ferien. De sidste par dage har selvfølgelig ladet godt op til det. Jeg har været spændt på det, og jeg har været rigtig godt tilfreds med  modtagelsen herovre. Det er dejligt at komme i gang, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk.

Siden kontrakten med FC København blev underskrevet i vinter, har han holdt fokus på OB, men nu kan han atter sætte ord på valget af klub.

- Jeg er utrolig glad for at skulle herover. Jeg havde mange muligheder i vinter, men FCK var det mest attraktive for mig. Jeg er glad for at komme i gang herovre, men jeg er også glad for, at jeg sluttede godt af i Odense. Jeg glæder mig til de udfordringer, der venter, siger Rasmus Falk, der primært er skiftet til FC København på grund af klubbens ambitioner.

Se Rasmus Falk fortællen om sit skifte fra OB til FC København:

- FCK er en rigtig stor klub. Det er den største klub i Norden. Jeg kan godt lide, at man hele tiden stræber efter at vinde. Man går efter at vinde alle de turneringer, man er med i. Det er den vinderkultur, jeg bryder mig om, og jeg glæder mig til at være en del af den, siger Rasmus Falk.

Der er stor konkurrence i FC København, men Rasmus Falk kan være i spil til både højrekanten, venstrekanten og en af de forreste angrebspladser. Han håber derfor, at han kan gøre sig gældende i FCK allerede i den kommende sæson.

- I starten forventer jeg bare at gå godt med i træning og falde ind herovre. Jeg vil selvfølgelig gerne spille, for jeg er kommet herover for at hjælpe holdet. Her er det et hold med mange fantastiske spillere. Det er også en grund til at tage herover. I OB var der også stort pres på mig, men her er det fordelt mere ud på hele holdet. Der er mange, der kan løfte det her, siger Falk, der ser frem til at udvikle sig i FCK.

- Meningen er at blive en bedre fodboldspiller og prøve at spille med, hvor det er sjovt igen. Det har jeg fået smagen af tidligere, men der har været nogle år imellem. Nu er jeg glad for at være i en klub, der hele tiden stræber efter at vinde fodboldkampe. Det er trods alt det sjoveste, siger han.

Rasmus Falk har kontrakt med FC København frem til sommeren 2020.