Video : Tipsbladet
Superliga

Enige Superliga-klubber vil boykotte FCK

FC Københavns hjemmekampe i slutspillet bliver uden fans på udebaneafsnittet. Klubberne er enige om at boykotte Telia Parken.

FC København er Danmarks største klub, og man har Danmarks største stadion. Forholdene i nationalarenaen er dog stærkt kritisable, når det gælder de gæstende fans. Sådan har kritikken lydt flere gange i efteråret, og nu kommer der handling bag ordene. 

Ifølge BT har 12 Alka Superliga-klubber nemlig valgt at gå sammen om en fælles boykot af FCK-hjemmekampene i det slutspil, der begynder allerede om fire runder. Her vil udebaneafsnittet komme til at stå tomt gang på gang, medmindre der sker markante ændringer i forholdene for udebanetilhængerne. 

De 12 klubber er Lyngby, FC Midtjylland, Randers, SønderjyskE, AC Horsens, AaB, FC Nordsjælland, Silkeborg, AGF, Esbjerg, OB og Viborg. Brøndby IF er ikke med, da der er særlige forhold omkring derbys i Parken mod FC København. Klubben ventes dog at støtte op omkring tiltaget fra Superliga-kollegerne. 

Brøndby IF-fans har også valgt at boykotte søndagens derby mod FC København efter ordkrig af flere omgange med søndagens værter. Det er ikke første gang, der er problemer, og det er ikke første gang, Brøndby-fans nægter at tage til udekamp i Telia Parken. 

Formand for Danske Fodbold Fanklubber (DFF) Rasmus Trenskow bekræfter boykotten overfor BT. Han understreger, at klubberne føler sig pressede, og dermed må tage boykot i brug i stedet for dialog.