EfB-helt: Sådan skal det gøres, brormand
Illustration
Superliga

EfB-helt: Sådan skal det gøres, brormand

Jakob Ankersen viste med stor tilfredshed tvillingebror Peter, hvordan man sparker et straffespark i kassen.

Tipsbladet.dk i Parken

Jakob Ankersen blev dagens mand i skysovs for Esbjerg, da vestjyderne mandag fik 2-2 i Parken. I 1. halvleg bragte han gæsterne foran med 1-0, og i kampens overtid gjorde han det til kampens slutresultat på et veleksekveret straffespark.

For få uger siden opstod en lignende situation for Esbjerg i Brøndby, men ved den lejlighed misbrugte Jakob Ankersens tvillingebror Peter Ankersen på Lukas Hradecky. Derfor er Jakob Ankersen også svært tilfreds med, at han fik vist brormand, hvordan et staffespark skal skæres.

- Jeg tænkte ikke så meget. Jeg synes ikke, jeg er ramt af nerver i sådan en situation. Peter han brændte i Brøndby, og så viste jeg ham, hvordan man skal gøre. Så det var fint nok, siger Jakob Ankersen og fortsætter:

- Vi får en rigtig god indledning på kampen og kommer hurtigt foran. Jeg synes, vi spiller godt og tør spille. Så sker der det, der er sket i de to andre kampe. Vi begynder at overlade initiativet til modstanderen, og så kan man sige, FCK var effektive i dag. En rigtig god start, men 2. havleg bliver lidt tjubang-fodbold, synes jeg.

FC København og Esbjerg har spillet alle tre indbyrdes kampe i denne sæson uafgjort.