Med lidt over en uge tilbage af transfervinduets åbningstid, arbejdes der i flere klubber på forstærkninger af truppen. Et af de steder er Esbjerg, der trods mandagens sejr over OB har fået en skidt start i sæsonen.
Klubbens fungerende bestyrelsesformand Kristoffer Kristensen fortæller således, at man forsøger at få økonomisk støtte til at forstærke truppen.
- Det arbejder vi hårdt på, og der er mange gode kræfter i gang. Indsamlingen, der er i gang blandt venner af huset og sponsorer, giver os mulighed for at kigge på nogle andre emner, end vi ellers ville have gjort, men udgangspunktet er, at vores økonomi rækker til lønkronerne, ikke til de vilde transfersummer, siger Kristoffer Kristensen til JydskeVestkysten.
Esbjerg har senest haft koreaneren Jeong Cheung-Geun til prøvetræning.