Det lysner for skadet Lasse Petry
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Det lysner for skadet Lasse Petry

Midtbanespiller Lasse Petry er på vej tilbage hos FC Nordsjælland, og han kan få en vigtig figur på holdet i foråret.

Med salget af Anders 'AC' Christiansen har FC Nordsjælland pludseligt et stort hul på midtbanen, der skal udfyldes. Den nu tidligere FC Nordsjælland- og Lyngby-spiller blev solgt til Serie A-klubben Chievo, og derfor har FCN-træner Olafur Kristjansson et hul på midtbanen.

Erstatningen kan meget vel hedde Lasse Petry. Han spillede ikke et eneste minut i efteråret, fordi han blev ramt af en slem knæskade, og så endte Anders Christiansen med at blive flyttet ned på 'sekser'-positioner, der altså førte til, at han blev solgt til italiensk fodbold. Men 22-årige Petry er på vej tilbage og kan meget vel klar til sæsonstarten.

- Pladsen er åben, og jeg har godt nok været ude i et stykke tid og mangler en del for at være i topform. Men den er åben, og der er ikke kommet noget nyt ind endnu. Gør der det, så tager jeg kampen op og vil gøre alt for, at det er mig, der skal spille den plads, siger Lasse Petry til sn.dk og forklarer videre:

- Jeg tror fuldt på, at jeg kan komme ind og erobre 6'er-pladsen, som jeg har spillet før. Det er mit store mål.

Den 22-årige midtbanespiller er blevet flyttet lidt rundt på holdet i sin tid som seniorspiller, men den foretrukne position er på den defensive midtbane. Tidligere træner Kasper Hjulmand forsøgte sig også med Lasse Petry i forsvaret, uden det blev den store succes.