Delaney: Glæder os til hjemmebanen
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Delaney: Glæder os til hjemmebanen

FC København har spillet meget på udebane på det seneste, og spillerne glæder sig til at vende tilbage til Telia Parken.

FC København har fået en flot start på den nye sæson. Både i Alka Superligaen og europæisk er de danske vicemestre med helt fremme, og søndag kronede man en stærk indsats af med at vinde 3-1 ude over SønderjyskE. Et opgør af mange på udebane på det seneste, hvor mandskabet fra hovedstaden har optrådt fem af de seneste seks gange på fremmed græs. 

Af samme grund bliver gensynsglæden stor torsdag aften. Her møder FCK hjemme Jablonec i Europa League-kvalifikationen, og det bliver et opgør, hvor hjemmebanen kan give meget til det danske mandskab: 

- Vi glæder os alle til at komme tilbage i Telia Parken, og det er jo en meget vigtig kamp, så jeg håber, der kommer mange og støtter os. Jeg tror, de kan forvente en anden kamp end dernede. Vi vil i hvert fald gerne have bolden meget mere, og jeg forventer også, at vi kommer mere i kontrol. Vores 1-0-sejr fra det første møde er et godt udgangspunkt, men de skal bare score én gang, så står vi lige. Det betyder, at vi skal lukke godt af nede bagved, og så vil det være dejligt, hvis vi selv kan lukke kampen tidligt, siger Thomas Delaney til klubbens hjemmeside. 

FC København har åbnet Alka Superligaen med to sejre - begge på udebane. Søndag venter sæsonens første optræden på eget græs, når FC Nordsjælland gæster.