Der var dramatik i Esbjergs straffesparksfelt, da kampen mellem vestjyderne og OB nærmede sig sin afslutning søndag eftermiddag. OB's målmand Mads Toppel var gået med frem i et forsøg på at sikre et sent 1-1-mål, men i forbindelse med en OB-dødbold, kom keeperen i fokus på anden vis.
Tv-billeder har vist, at Toppel slog bagud med sin ene arm og ramte Esbjerg-stopperen Michael Jakobsen i mellemgulvet, men situationen fik ingen konsekvenser for Toppel, der spillede kampen færdigt og var med til at tabe 0-1 i Esbjerg.
Nu kan Mads Toppel imidlertid risikere at blive straffet alligevel. DBU's disciplinærudvalg ser såleledes nærmere på sagen, der i sidste ende kan koste Mads Toppel to spilledages karantæne.
- Udvalget kigger lige nu på, om vi kan gøre noget ved det. I første omgang skal det dog vurderes, om dommeren har set og vurderet situationen eller ej, siger Troels Jensen, sekretær for DBU's disciplinærudvalg, til tipsbladet.dk.
Det handler altså i første instans om, hvorvidt der kan rejses en disciplinærsag mod Mads Toppel, og det afhænger af dommer Lars Christoffersens kamprapport. Hvis Lars Christoffersen har set målmandens slag mod Michael Jakobsen og vurderet, at det ikke skulle straffes, kan DBU's disciplinærudvalg ikke gøre mere ved sagen, da den så falder ind under kategorien 'et dommerskøn' og dermed er blevet dømt. Hvis dommeren derimod ikke har set episoden under kampen, kan Mads Toppel blive straffet med karantæne.
- Hvis dommeren ikke har set episoden, tager udvalget sagen op, og så kan han blive straffet med to spillesdages karantæne for et slag mod en modstander. I dag finder vi ud af, om der bliver en sag, og hvis det er tilfældet, bliver OB bedt om en redegørelse, der skal komme i morgen, fortæller Troels Jensen.
Mads Toppel har selv udtalt, at han fortryder slaget mod Michael Jakobsen, men han har samtidig slået fast, at han mener, at en karantænedom ville være i overkanten.