Kort efter nytårsaften åbner transfervinduet i Danmark, og dermed kan Superliga-klubberne gøre klar til at svinge dankortet efter flere måneders forberedelser og jagt på de helt rigtige spillere.
Som altid i transfervinduerne kan man forvente, at helt nye ansigter kommer til dansk fodbold, og i januar kan Superligaen få tilgang af den tidligere AC Milan-spiller Kingsley Boateng, skriver Tuttomercatoweb.
Ifølge det italienske medie er Kingsley Boateng på blokken i en dansk klub, men det forlyder ikke, hvilken der er tale om. Boateng kan begå sig på begge kanter samt i angrebet. Den 22-årige italiener med ghanesiske rødder tørner til dagligt ud for Bari i Serie B, men det er ikke blevet til ret meget spilletid i denne sæson - 47 minutter for at være helt præcis. Derfor trækker det op til et klubskifte i januar.
Foruden en dansk klub skal Kingsley Boateng også være på blokken i Serie B-klubberne Ascoli og Pro Vercelli. Hans kontrakt med Bari udløber til sommer, så han kan erhverves for en beskeden sum i det kommende transfervindue.
Kingsley Boateng har som nævnt en fortid i AC Milan, men han opnåede aldrig en førsteholdskamp for den italienske storklub. Han har også et ophold for NAC Breda i Æresdivisionen på CV'et, og han står noteret for fem U21-landskampe for Italien - den seneste daterer sig tilbage til november sidste år.