Man må håbe, at familien Augustinsson i Sverige kan tage dansk TV. I øjeblikket har familien én rigtig god grund til det - snart kan de have to.
Ludwig Augustinsson tørner til dagligt ud for FC København, og han er en af de helt store profiler i dansk fodbold. Hjemme i Sverige løber hans lillebror Jonathan Augustinsson, 19, rundt og ligeledes imponerer på fodboldbanen.
Nøjagtig som storebror er han venstreback, og i år fik Jonathan Augustinsson chancen for Brommapojkarna i den næstbedste svenske række. En chance, han greb i de 11 kampe, han nåede at spille. Derfor er han blevet interessant for større klubber, og ifølge FotbollDirekt viser en unavngiven dansk klub interesse. Også Djurgården har Jonathan Augustinsson på blokken.
Der er imidlertid mange ting, der skal gå op i en højere enhed før, at Augustinsson-brødrene kan samles i dansk fodbold. Dels skal Jonathan finde en klub, og så er det spørgsmålet, hvor længe FC København har glæde af Ludwig. Venstrebacken har præseteret mere end fornemt i sit første år i dansk fodbold, og en titel som U21-europamester pynter bestemt også på CV'et.
Tirsdag fastslog Ludwig Augustinsson i et interview med Fotbollskanalen, at han er klar til at skifte, hvis den rigtige mulighed byder sig i januars transfervindue.
- Jeg ved, at der er interesse, men jeg har ikke snakket med min agent i en uge. Lige nu er jeg et rigtig godt sted i FC København og udvikler mig hele tiden. Men jeg er med på, at jeg har holdt et højt niveau, og jeg er klar til det (at skifte klub, red.) lød det fra Augustinsson.
Ifølge den italienske avis La Gazetta dello Sport følges Ludwig Augustinsson af både AS Roma og Inter.