Superliga

CV: Vi er ikke svækkede

FCK-træneren Carsten V. Jensen er glad for de justeringer, som klubben har lavet i vinterpausen.

De danske mestre fra FC København har både købt midtstopperen Kris Stadsgaard og den norske angriber Mustafa Abdellaoue i vinterpausen. Til gengæld har man sagt farvel til Johnny Thomsen, der skiftede til Randers FC, og til Johan Absalonsen, der er udlejet til AC Horsens.

FCK-træneren Carsten V. Jensen er meget tilfreds med sine justeringer, som han kalder for en nødvendighed.

- En trup er aldrig færdig, det er en størrelse, der ændrer sig hele tiden. De justeringer der er gjort, er fordi vi mener, de er de rigtige. Vi mener ikke, vi er svækkede, siger Carsten V. Jensen til sporten.tv2.dk og fortsætter:

- Tværtimod så mener vi, at justeringerne er rigtige beslutninger, både med dem der har forladt os, og dem der er kommet ind.

Hverken Johnny Thomsen eller Johan Absalonsen, der begge tidligere har spillet på landsholdet, slog igennem i FCK, og derfor var det en rigtig beslutning at lade dem skifte, fortæller FCK-træneren.

- Da de kom, var målet selvfølgelig, at de skulle ind og bidrage og gøre det godt i FCK. Det har vist sig at være vanskeligere end først antaget, og derfor har det været det rigtige for alle parter, slutter han.

FCK vandt tidligere på dagen 3-2 over Hamburger SV.