Superliga

CV ny chef i mangel af bedre

Den rigtige mand udefra var ikke til stede. Derfor er sportsdirektør Carsten V. Jensen nu også ny træner i FC København.

Det er dagen derpå i FC København, efter årets hidtil største fodbold-bombe sprang mandag formiddag. Her offentliggjorde de danske mestre fyringen af svenske Roland Nilsson, mens klubbens sportsdirektør, Carsten V. Jensen, tog endnu en kasket på ved også at påtage sig jobbet som cheftræner.

Jensen, der ikke har cheftrænererfaring og først i slutningen af måneden begynder at tage p-trænerlicens, fortæller selv, at han blev valgt som den mest egnede kandidat i "et felt". Et felt, som med al tydelighed ikke indeholdt den oplagte kandidat til jobbet. Derfor dobbeltjobber Carsten V. Jensen nu på ubestemt tid.

- Vi var igennem en ansættelsesproces i sommer, hvor vi netop har set på
alternativer og den har vi i frisk erindring. Derfor har vi hurtigt
været i stand til at vurdere mulighederne her. Der er blevet peget på
den her som den rigtige løsning, og så blev jeg spurgt, om jeg kunne se
mig selv i den her rolle. Og det kunne jeg, fortæller Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

Det var FC Københavns bestyrelse og adm. direktør Anders Hørsholt, der spurgte Jensen, om han kunne være interesseret i jobbet som cheftræner. Ikke omvendt. Men alligevel banede sportsdirektøren indirekte vejen for sit nye job, da han selv indstillede Roland Nilsson til en fyring.

- Jeg er Rolands chef. Det er mig, der er chef for det sportslige, og jeg evaluerer på det, der foregår. Det gælder for spillere, men også for trænere. Så giver jeg min indstilling videre, inden FC Københavns samlede ledelse træffer beslutningen, fortæller han om processen op til Roland Nilssons fyring.

Nu glæder Carsten V. Jensen sig til sin første betydende kamp som cheftræner for FC København. Den får han den 4. marts, hvor "Løverne" besøger AaB.