Superliga

CV: Johan tabte sin mappe

Dommertrioen var i fokus i Parken, hvor FCK-assistent Johan Lange blev smidt ud.

FC København sluttede opgøret mod AC Horsens med en mand i undertal.

Ikke på banen, men på bænken, hvor assistenttræner Johan Lange blev smidt væk kort før tid. Det blev han efter en kendelse, hvor Bryan Oviedo blev dømt offside i en situation, hvor han var flere meter på den rigtige side.

- Johan Lange blev smidt væk. Han havde gjort noget så groft som at tabe sin mappe lidt hårdt ned i jorden, hvor den gik i to dele. Det kan man ikke acceptere, og så måtte han ud, fortæller cheftræner Carsten V. Jensen med et toneleje, så man både fornemmer, at han ikke er enig i bortvisningen, og at Johan Lange nok mere smed sin mappe end tabte den...

Dommertrioen var i fokus i kampen. FCK-lejren var utilfreds med flere yderst tvivlsomme offsidekendelser, mens udeholdet ikke umiddelbart mente, at straffesparket til Cesar Santin i 1. halvleg var i orden.

- Kendelserne går lidt for og lidt imod, og når året er omme, går det nok lige op. Jeg tror, at der er nogen, der kigger på straffesparket, og så kigger vi lidt på offsidekendelserne. Dommeren skal tage en beslutning i et splitsekund, og så går det sådan nogle gange, siger Carsten V. Jensen.

FCK-chefen er ikke tilfreds med spillet i kampen, men glæder sig over de tre point.

- Jeg hæfter mig ved, at præstationen i dag måske ikke er specielt god, men at vi henter tre point efter hård fight. Sådan skal det også være nogle gange. Det kan ikke være lige kønt hver gang, men vi trækker det længste strå, og det var også fortjent.