Christopher Poulsen er færdig i Viborg
Superliga

Christopher Poulsen er færdig i Viborg

Venstrebacken får ikke forlænget sin aftale med Viborg FF, når den udløber til sommer.

Forsvarsspiller Christopher Poulsen er færdig i Viborg FF, når aftalen mellem de to parter udløber til sommer. Den 34-årige forsvarsspiller, der i efteråret fylder 35, har mistet sin plads på venstrebacken i Viborg til Jonas Thorsen, og derfor er der ikke længere brug for den tidligere Silkeborg- og FC Midtjylland-back, der har to landskampe på cv'et.

Christopher Poulsen skal derfor vurdere, om han vil fortsætte sin karriere efter sommeren, eller om han stiller sine støvler på hylden - det sidste en mulighed, Poulsen over for Viborg Stifts Folkeblad overvejede tidligere tirsdag.

- Christopher har været en stor og vigtig spiller i Viborg FF over to omgange. Da han kom hertil som ung spiller i 2005, var han meget talentfuld og skabte senere en stor transfer til klubben og fik efterfølgende debut på A-landsholdet. I anden omgang blev han hentet ind som en leder, og har været en af de bærende kræfter på vores vej tilbage til Superligaen, siger direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

- Det har været stort for mig at bære den grønne trøje, og jeg kan kigge tilbage på mange gode oplevelser i klubben. Jeg er stolt over det, vi har opnået, og jeg glæder mig til at følge VFF i fremtiden, siger Christopher Poulsen.

Poulsen har indtil videre spillet 143 gange for Viborg FF, som han altså har repræsenteret af to omgange.