Brøndby IF har identificeret rottekastere
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Brøndby IF har identificeret rottekastere

Brøndby IF har fundet de to personer, der kastede rotter på banen i opgøret mod FC København.

Det trak overskrifter i hele verden, da der i derbyet mellem Brøndby IF og FC København 2. påskedag blev kastet døde rotter efter gæsternes Ludwig Augustinsson i forbindelse med et hjørnespark. 

Lige siden har Brøndby IF lagt et stort arbejde i at finde de personer, der stod bag rottekastene, og det er nu endelig lykkedes. Det bekræfter sportsdirektør Troels Bech, der samtidig oplyser, at de identificerede naturligvis har fået karantæne og bødestraf. 

- Vi var og er stadig ærgerlige over, at fokus efter Derbyet var rettet mod de få, der kan ikke kunne finde ud af at opføre sig anstændigt og ikke på selve kampen og de mange fans, der rent faktisk opførte sig som rigtige fodboldfans, siger Troels Bech til brondby.com og tilføjer:

- Det er derfor tilfredsstillende, at den efterforskning, vi igangsatte straks efter slutfløjt, i dag har båret frugt. Det er lykkedes at identificere og finde frem til to personer, som nu har fået tildelt et års karantæne samt en afgift hver på 5.000 kroner. Vi kan samtidig meddele, at Vestegnens Politi efterforsker sagen, der kan føre til rejsning af sigtelser imod de to personer. 

- Som vi sagde efter Derbyet, har vi Danmarks mest atmosfærefyldte fodboldstadion og hjemmebanen for Danmarks suverænt bedste fans. Nogle enkelte individer skal ikke ødelægge det for det store fællesskab.

FC København vandt opgøret 1-0.