Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby giver forsvarsspiller lang kontrakt

Joel Kabongo er rykket op i Brøndbys førsteholdstrup, hvor han samtidig har underskrevet en kontrakt til 2021.

I Brøndby spiller Benedikt Röcker og Hjörtur Hermansson fast i det centrale forsvar, men den tid kan snart være slut. Til januar får klubben tilgang af finnen Pauluss Arajuuri, og den unge Joel Kabongo rykkes permanent op i førsteholdstruppen, hvor han også har underskrevet en kontrakt til udgangen 2021. Det melder klubben på sin hjemmeside.

Joel Kabongo er 18 år og har fysikken med sig med sine 190 centimeter. 

Sportsdirektør Troels Bech er glad for, at Kabongo har fremtiden i orden i klubben.

- Vi er rigtig glade for at det hårde arbejde i Brøndby Masterclass endnu engang bærer frugt og udklækker en spiller til Brøndby IF’s bedste mandskab. Samtidig er det også et skulderklap og en flot belønning for den indsats, som Joel Kabongo har lagt i sin udvikling og daglige træning. Han har løbende trænet med Alka Superliga-truppen, og der har han gjort det så godt, at vi nu har tilbudt ham en kontrakt frem til udgangen af 2021, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv er også glad for kontrakten. Forud for underskriften har Kabongo talt med Alexander Zorniger, der kom med lovende ord.

- Han har sagt til mig, at jeg er en ung spiller med masser af potentiale, men også at jeg skal arbejde hårdt nu. Det har jeg tænkt mig at gøre.

- Jeg glæder mig til at lære drengene i truppen endnu bedre at kende og så udvikle mig nok til, at jeg kan få spilletid i Superligaen, siger Joel Kabongo.

I 2015 tog Kabongo skridtet fra Brøndbys U17-hold til U19, og nu har han altså taget endnu et skridt.