Brøndby-emne gratis til januar: Snakker med flere klubber
Brøndby IF blev i sommerens transfervindue sat i forbindelse med finnen Kasper Hamalainen, der tørner ud for Lech Poznan i Polen. Det blev dog som bekendt aldrig til mere end skriverier om Hamalainen og Brøndby.
Hvis interessen fra den københavnske Vestegn stadig er til stede, kan det være, at Brøndbys sportsdirektør Troels Bech gør klogt i at gribe telefonen som noget af det første i det kommende transfervindue. Kasper Hamalainen står nemlig foran et exit i Lech Poznan.
- Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, men chancen for, at jeg bliver i Lech er meget, meget lille, siger Kasper Hamalainen til Poznan Sport og fastslår, at han taler med andre klubber:
- Selvfølgelig. Min kontrakt udløber her i december, så det er helt normalt. Måske fortsætter jeg karrieren et andet sted, men der er stadig ikke noget, der er underskrevet. Jeg kan ikke sige noget konkret, for det er nogle dage siden, jeg har snakket med min agent, så jeg ved ikke, hvor tingene står lige nu.
Kasper Hamalainen er Lech Poznans topscorer i denne sæson og en af de mest scorende i den polske liga med otte mål. Han slår sine folder på den offensive midtbane.