FC Midtjylland har i dag fået tilført 68 millioner kroner og fået ny hovedaktionær i form af den britiske forretningsmand Matthew Benham, der har sikret sig 60 procent af aktierne i den jyske Superliga-klub. Det med at sidde for bordenden i en fodboldklub er imidlertid ikke noget nyt for Matthew Benham.
Således ejer han også den engelske klub Brentford FC, der i den kommende sæson skal spille i Englands næstbedste række efter oprykning fra League One. Og netop FC Midtjylland og Brentford vil se en del til hinanden i årene frem. Således indtræder englændernes formand Cliff Crown i FC Midtjyllands bestyrelse.
- Det er en spændende udfordring for Matthew, og jeg er meget tilfreds med at indtræde i FC Midtjyllands bestyrelse. Jeg håber, at FC Midtjylland kan blive lige så succesfulde, som Brentford har været de seneste par år, siger Cliff Crown til Brentfords website og fortsætter:
- Brentfords fans kan være sikre på, at det her ikke ændrer noget som helst. Matthew er Brentford-fan; han elsker klubben og er engageret i en blomstrende og bæredygtig fremtid. Vi vil arbejde tæt sammen med vores nye venner fra FC Midtjylland og bruge al den ekspertise, de har, til at nå vores mål.
I forbindelse med aftalen med Matthew Benham har FC Midtjylland blandt andet opsagt aftalen med Dempo om et akademi i Indien, og nok så væsentligt har midtjyderne købt alle playersponsorater tilbage, således klubben nu har udsigt til at score alle penge på de spillere, der i fremtiden vil blive solgt.