OB-FC Nordsjælland 3-1 (0-0)
1-0 Mikkelsen (54)
2-0 Kenneth Emil Petersen (57)
2-1 Markus Ingvartsen (81)
3-1 Mikkelsen (82)
Kampens bedste:
OB:
Der er vel ingen tvivl om, hvem der var bedst for værterne: Jens Jakob Thomasen. Den 20-årige midtbanespiller fordelte boldene på et højt niveau, og den assist, han lavede til Mikkelsen, var simpelthen 10 ud af 10. Wow. Apropos Mikkelsen ligner angriberen en mand, der har masser af selvtillid og spillede også en fin kamp.
FC Nordsjælland:
Adnan Mohamed var velspillende på kanten - igen. Evigt udfordrende og med masser af fart og teknik og flotte driblinger. Han satte et væld af OB-spillere af undervejs i kampen - blandt andet anfører Petersen. Minder faktisk lidt om Emre Mor - bortset fra at Adnan selvfølgelig er højrebenet. Men den fart, Adnan har med bolden, er identisk med Emre Mor. Han er helt sikkert en fremtidens mand for FCN, som passer perfekt ind i Hjulmands måde at spille fodbold på. Det skal blive spændende at følge kantspillerens udvikling fremover.
Kampens værste:
Det må enten være dommer Burchardt eller Runarsson i FCN-målet. Førstnævnte overså et klokkeklart straffespark til værterne, mens Runarsson så dårlig ud ved 2-0-scoringen. Det at være dommer og målmand er måske de værste opgaver i fodboldens verden: Én fejl, og du har underpræsteret.
Kampens detalje:
Thomasens assist. Klasse. Der var noget Pirlo over den aflevering. Alternativt kan nogle af Adnans mange driblinger nævnes.
Det, at FCN lige slog rekorden for det yngste hold nogensinde i Superligaen, er vildt. Og de gjorde det faktisk helt okay. Gennemsnitsalderen på holdet var 20 år og 259 dage.