Bedst og værst: Agger med lækker detalje
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Agger med lækker detalje

Hvem stjal showet i Herning, da FC Midtjylland mandag aften tabte med 2-3 hjemme til Brøndby IF?

FC Midtjylland - Brøndby IF 2-3 (2-3)

0-1 Teemu Pukki 7´
1-1 Martin Pusic 10´
2-1 Jesper Lauridsen 26´
2-2 Alexander Szymanowski 28´
2-3 Daniel Agger 45+1 

Kampens bedste: 

FC Midtjylland

FC Midtjylland spillede ikke den største kamp, men Jakob Poulsen leverede på ny en stærk indsats. Løb solen sort i vigtige perioder for hjemmeholdet, mens han var en helt central brik i det opbyggende spil. Angreb og forsvarede med manér, og var på ny yderst giftig med sine indlæg. Testede stolpen kort inde i anden halvleg, mens hans dødbolde var medvirkende til uro hos Brøndby.

Brøndby IF 

Alexander Szymanowski imponerede efter en svær periode i Brøndby IF. Arbejdede stenhårdt gennem hele kampen, og kom på måltavlen med en flot scoring før pausen. Skabte stor uro i FCM-forsvaret i flere situationer, hvor man havde svært ved at stoppe de løb og den indsats, Szymanowski lagde for dagen. 

Kampens værste: 

Francis Dickoh var blevet foretrukket i startopstillingen, men lykkedes ikke for alvor på heden mandag. Kiksede helt sin tilbagelægning kort inde i opgøret, og det kostede en tidlig scoring til gæsterne. Mistimede mange af sine aktioner, og blev i flere omgange overmatchet. Blev skiftet ud kort inde i anden halvleg til fordel for Pione Sisto, da FCM skulle satse. 

Kampens detalje: 

Det er ti år siden, Daniel Agger sidst scorede for Brøndby IF. Det gjorde han dog i Herning og hvilken herlig træffer. Et indlæg på kanten af offside faldt i en uheldig vinkel for landsholdsspilleren, der dog ikke valgte at tøve. Med venstre yderside snød den tidligere Liverpool-stjerne både forsvar samt keeper Jakob Haugaard, og dermed sikrede Agger et godt udgangspunkt ved pausen.