OB-træner Troels Bech havde svært ved at være fuldt ud tilfreds med udbyttet på Odense Stadion, da han måtte se AaB snuppe det ene point i en kamp, hvor OB dominerede første halvleg og AaB sad på anden.
- Vi var i perioder af anden halvleg trykket for langt tilbage på banen, og vi fik ikke den samme aggressivitet i vores forsvarsspil, som vi gjorde før pausen. Det betød, at vi kom for langt tilbage på banen, og det betød også, at Darko (Bodul) kom til at stå lidt for alene i angrebet, sagde Troels Bech, der havde valgt at stille med tre mand i forsvaret.
- Det var en reaktion på, at jeg synes, vi har indkasseret for mange mål, omend to af dem i seneste kamp var selvmål. Men vi havde ønsket om ad den vej at gøre spillet mere kompakt og derved give midtbanespillerne mulighed for at være mere aggressive. Det synes jeg lykkedes rigtig godt i første halvleg, men vi var lidt for langt tilbage på banen efter pausen. Der var lidt for langt fra vores modstandere, og vi fik ikke sat helt så mange tacklinger ind, sagde Troels Bech.
Troels Bech ærgrer sig til trods for et solidt overtag til AaB i anden halvleg over, at OB ikke formåede at lukke kampen inden pausen.
- Vi har et par gode angreb i anden halvleg også - blandt andet en kontra hvor vi er fire mod to. Mikkel Deslers chance med højre ben og Schoops returbold var begge tæt på. Vi har mange afslutninger og skud på mål, og det er et godt skridt på vejen, at vi begynder at skabe mange chancer. Jeg synes godt, at vi kunne have vundet kampen, og især når man ser på første halvleg. Til gengæld er AaB bedre end os efter pausen, og når det er det sidste indtryk, man står tilbage med, så må man nogle gange være tilfredse med det ene point.