Bassogog- og Mæhle-salg sikrer AaB solidt overskud
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bassogog- og Mæhle-salg sikrer AaB solidt overskud

Selskabet bag AaB kom ud af første halvår af 2017 med et overskud på over 24 millioner kroner. Det skyldes ikke mindst salgene af Christian Bassogog og Joakim Mæhle.

Mens det for AaB går skævt på banen, hvor holdet endnu ikke har vundet i denne sæson, går det anderledes strygende i regnskaberne. Aalborg Boldspilklub A/S, selskabet bag Superliga-klubben, kom ud af første halvår af 2017 med et overskud på 24,3 millioner kroner. I samme periode sidste år lød overskuddet på 10,9 millioner.

Det store plus skyldes ikke mindst, at klubben har solgt Christian Bassogog og Joakim Mæhle. Transferaktiviteter gav sammenlagt 38,6 millioner i overskud.

Samtidig tyder det på, at AaB's hold er blevet dyrere. Posten "personaleomkostninger" er i hvert fald steget med 5,8 millioner i forhold til året før. Spillerlønninger er ikke den eneste faktor her, men med længder den største.

De gode takter til trods har AaB oplevet i fald i tv-indtægter og indtægter fra kampdage. Det skyldes antageligvis de dårlige sportslige resultater.

AaB havde ved udgangen af juni måned en egenkapital på 123,4 millioner kroner, og klubben forventer at slutte året lidt lavere end det første halvår, nemlig med et overskud på mellem 15 og 20 millioner.

- Overskuddet på 24 mio. kr i første halvår 2017 er meget tilfredsstillende, og de markante transferindtægter betyder også, at vi har haft mulighed for at agere offensivt i transfervinduet, siger AaB’s administrerende direktør Stephan Schors til klubbens hjemmeside.

Denne sommer har AaB hentet Jores Okore, Kristoffer Pallesen, Michael Lansing, Filip Lesniak, Jacob Rinne, Yann Rolim og Pavol Safranko til klubben.