Bashkim Kadrii ser frem til Falk-gensyn i FCK
Superliga

Bashkim Kadrii ser frem til Falk-gensyn i FCK

Bashkim Kadrii glæder sig til at blive genforenet med Rasmus Falk i FC København.

Når Rasmus Falk til sommer bliver FCK-spiller, bliver han genforenet med sin tidligere OB-holdkammerat Bashkim Kadrii. 

Kadrii spillede i OB fra 2010 til 2014, hvor han skiftede til FC København, og han glæder sig til at få Falk til København.

- Falk er en klassespiller, og jeg glæder mig til, at han kommer. Vi har snakket en smule sammen om det; det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg synes, at det er et godt valg for ham, og det bliver spændende at se ham herovre. Jeg glæder mig helt vildt til, at han kommer, fortæller Bashkim Kadrii til tipsbladet.dk. 

Kadrii og Falk står hinanden nær, og den nuværende FCK'er glæder sig til venskabet også skal udfoldes på fodboldbanen igen.

- For det første havde vi et godt forhold uden for banen, hvor vi sås meget. Vi har spillet sammen i flere år, hvor vi lærte hinanden at kende. Vi kender hinandens styrker og svagheder og ved, hvor hinanden løber hen på banen med og uden bold. Vi spillede jo sammen i fire år, så vi kender hinanden godt, siger Kadrii, der i OB-tiden var på udebane i Odense, men fik hjælp fra Rasmus Falk. 

Han glæder sig til at gengælde det i København.

- Ja, han var jo min guide det første år derovre, så nu må jeg hjælpe ham lidt på vej herovre, siger Kadrii med et smil.