Superliga

Avis: FCK henter norsk landsholdsspiller

Christian Grindheim bliver med meget stor sandsynlighed FC Københavns næste forstærkning.

En række spillere forlader FC København i sommerpausen. Zdenek Pospech og Oscar Wendt har allerede fundet sig en ny arbejdsgiver, mens det ligger helt fast, at Mikael Antonsson gør det samme. Ligeledes vil næppe ret mange få kaffen galt i halsen, hvis det snart bliver meldt ud, at William Kvist takker af hos de danske mestre.

Men nu er der også spillere på vej den anden vej. Løverne har forlængst præsenteret Johnny Thomsen, og for et par uger siden kom det også frem, at Ragnar Sigurdsson skal til FC København. Og nu kommer der angiveligt en til.

Ekstra Bladet

erfarer nemlig, at FCK er centimeter fra at lukke aftalen med den norske midtbanespiller Christian Grindheim, der tørner ud for Heerenveen.

Den 27-årige nordmand befinder sig bedst på den centrale midtbane, og det er svært ikke at spekulere i, om han bliver købt ind som en direkte erstatning for William Kvist. For købt ind det bliver han. Ifølge

Ekstra Bladet

skulle FCK allerede været nået til enighed med Heerenveen om en pris på 5,6 millioner kroner, og nu mangler blot spillerens personlige betingelser at blive forhandlet på plads, inden Grindheim kan blive præsenteret i Parken.

I Heerenveen er Christian Grindheim holdkammerat med Kevin Stuhr Ellegaard, og den danske målmand er stor fan af sin norske medspiller.

- Han arbejder benhårdt i hver eneste kamp. Han løber utrolig meget og er en rigtig holdspiller. Men samtidig er han også en dygtig fodboldspiller. Det ville være flot af FCK, hvis de kunne hente ham, og både som spiller og som menneske er jeg sikker på, at han ville passe godt ind i FCK’s trup, siger Kevin Stuhr Ellegaard til avisen.

Grindheim, der har spillet fast for Heerenveen i de seneste par sæsoner, har 43 norske landskampe på bagen.