Avis: Brøndby vil have kassen for Makienok
Illustration
Superliga

Avis: Brøndby vil have kassen for Makienok

Brøndby vil ikke sælge Simon Makienok i dette transfervindue, medmindre et helt ekstraordinært bud kommer på bordet.

Brøndbys store angriber Simon Makienok er et af de hotteste salgsobjekter i den danske Superliga, og landsholdsspilleren er da også i flere omgange blevet rygtet væk fra den københavnske vestegn. 

Så sent som i går meldte Crystal Palace sig angiveligt atter på banen, men Premier League-klubben og de andre bejlere skal grave dybt i pengepungen for at vriste Makienok fri af Brøndby. 

- Vi vil meget gerne beholde Simon. Han har en lang kontrakt og er en spiller, vi tror på. Vi har planer med ham for foråret. Jeg tvivler rigtig meget på, at der kommer til at ske noget. Der skal simpelt hen komme et ekstraordinært højt bud, hvis vi skal se nærmere på det, siger Brøndbys sportschef Per Rud til Ekstra Bladet.

I sidste transfervindue accepterede Brøndby et bud fra FC Terek Grozny på 30 millioner kroner, men hovedpersonen selv var ikke interesseret i et skifte. Og nu tyder det på, at ikke engang et bud i den størrelsesorden længere er tilfredsstillende for Brøndby. Ifølge Ekstra Bladet skal et bud op omkring 40 millioner kroner, før klubben vil overveje et eventuelt salg. 

Simon Makienok er i øjeblikket med resten af Brøndby-truppen på træningslejr i Dubai, men angriberen døjer fortsat med en skade.