Andrew Hjulsager tilbage for Brøndby
Illustration
Superliga

Andrew Hjulsager tilbage for Brøndby

Andrew Hjulsager er tilbage i fuld træning og håber at gøre comeback for Brøndby mod FC Nordsjælland.

Andrew Hjulsager var blandt Brøndbys bedste i slutningen af sidste sæson, men i starten af maj var stortalentet uheldig og pådrog sig en ankelskade ved et træningspas i Brøndby. Lige siden har offensivspilleren været ukampdygtig, men nu er ventetiden forbi for Andrew Hjulsager, der igen kan træne fuldt med sine holdkammerater på Vestegnen.

- Igennem den seneste uge har jeg trænet fuldt med. I starten følte jeg mig lidt tung, men nu er jeg fit. Kampformen skal selvfølgelig bygges på, men ellers er jeg topklar, siger Andrew Hjulsager til brondby.com.

Han håber at gøre comeback for Brøndby på næste søndag mod FC Nordsjælland.

- De første fem dage kunne jeg godt mærke, at jeg manglede boldføling, men det blev hurtigt bedre. Jeg synes også, at jeg har vist til træningen, at jeg er klar til at kæmpe for en plads i truppen mod FC Nordsjælland i næste runde. Jeg ved godt, at jeg kommer lidt fra baghjul efter en lang skadespause, men målet er en plads i truppen til FCN-kampen. Det ville være super dejligt at komme med dér, lyder det fra Brøndby-talentet.

Andrew Hjulsager spillede i sidste sæson 22 kampe og scorede fire mål for Brøndby.