Superliga

Andreas Johansson vil i kødet på AaB

Andreas Johansson vil sørge for at få de penge, som han nu har rettens ord for, at hans tidligere klub, AaB, skylder ham.

Det var Martin Ericsson, Peter Madsen og Thomas Rasmussens navne, der blev brugt i dagens afgørelse i feriepenge-sagen, der faldt ud til spillernes fordel, men mange andre har også penge til gode i den meget omtalte sag.

En af dem er Andreas Johansson, der hele tiden har hævdet, at AaB skylder ham feriepenge fra hans ophold i den nordjyske klub. En påstand, han nu også har domstolens ord for. Og derfor er den nuværende OB-spiller klar til at gå i kødet på sin tidligere arbejdsgiver, så han kan få sine penge.

- Den her dom er ledende for os andre. Så det vil jeg helt sikkert gøre, siger Andreas Johansson til fotbollskanalen.se.

Den svenske veteran glæder sig over, at der nu er faldet dom i sagen, så klubberne en gang for alle har fået en retningslinie for, hvordan de skal gebærde sig i fremtiden.

- Vi har nu sort på hvidt, at klubberne har handlet forkert. Der har været en systemfejl i lang tid, lyder det fra Andreas Johansson.

OB-spilleren vil ikke ud med, hvor stort et beløb AaB skylder ham.