Superliga

AGF vil have Leon A. hjem

Vender Leon Andreasen hjem til AGF til sommer? Muligheden er der. Aarhusianerne står parat med åbne arme, men det kan blive svært.

Hvis alt går op i en højere enhed, kan AGF måske sige "velkommen hjem" til en af klubben bedste og mest populære skikkelser i løbet af de seneste ti år. Leon Andreasen, der efter næsten to års skadespause gjorde comeback i fredags, kan være på vej tilbage til Fredensvang.

Læs også: Leon A.: Måske hjem til AGF

Midtbanespillerens kontrakt i tyske Hannover 96 udløber ved udgangen af juni måned, og det er højest tvivlsomt, at han spiller sig til en ny. Dermed kan den tidligere landsholdsspiller erhverves ganske gratis, og det kan være AGF's mulighed.

I weekenden åbnede Andreasen en dør på klem for AGF, og hvis det er muligt, har aarhusianerne tænkt sig at smutte igennem dén dør. Det fortæller sportschef Brian Steen Nielsen.

- Hvis Leon skal hjem til Danmark, er der ingen tvivl om, at han skal til AGF. Det er en spiller, jeg gerne vil have hjem, fortæller sportschefen til tipsbladet.dk.

Det er dog for tidligt at tale om deciderede forhandlinger mellem Leon Andreasen og AGF. De to parter snakker sammen, men Brian Steen Nielsen ved, at Leon Andreasens navn kun bliver aktuelt, hvis danskeren vil hjem og ikke får et kontrakttilbud fra eksempelvis en anden klub i Bundesligaen.

- Når jeg snakker med Leon, er det lige så meget kammeratlige samtaler. Vi har ikke snakket helt konkret endnu. Vi skal noget længere hen i forløbet, inden man kan sige, at Leon er en reel mulighed for AGF. Det er nok først, hvis tommelfingeren vendes ned i store klubber i udlandet, AGF bliver en mulighed. Lige som det skete med Søren Larsen, siger Brian Steen Nielsen, der tror, Andreasens agent, Ivan Marko Benes, nok skal få held til at finde en større klub til den alsidige midtbanespiller.

Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at AGF-sportschefen opgiver håbet om at se Leon Andreasen i den hvide trøje i den kommende sæson.

- En spiller med Leons meritter vil man altid have, og jeg kommer til at besøge ham i foråret. Vi holder kontakten, slutter Brian Steen Nielsen.

28-årige Leon Andreasen, der spillede for AGF fra teenageårene og frem til han blev 22, har selv udtalt, at "man aldrig skal sige aldrig" om en hjemvenden til favoritklubben i Aarhus.